Omfattende sikkerhed under racerløb

Nordsø Action Day har skærpet sine sikkerhedskrav og alle baner skal godkendes inden race

HIRTSHALS:Sikkerheden er helt i top, når racerløbene ved Nordsø Action Day starter i weekenden. - Man kan aldrig sikre sig 100 % mod ulykker, men vi kan have stor fokus på sikkerheden...og det har vi, fortæller arrangør Per Jeppesen fra Nordsø Action Day. Sidste år blev motorløbet ramt af en dramatisk ulykke, som i flere timer lammede løbet. I år har arrangørerne besluttet at skærpe sikkerheden. - Vi har afkortet banelængden for de mest ekstreme biler i de store klasser. Banen er skåret ned til 100 meter og det er en halvering, fortæller Per Jeppesen. Under alle løb har arrangørerne sikret sig, at der er en læge samt en ambulance til stede. Der er også hyret specieluddannet brandfolk til at være tilstede ved alle løb. - Samtidig skal politiet godkende banen sammen med repræsentanter fra motor- og racingorganisationer, fortæller Per Jeppesen. Politiet foretager den endelige godkendelse af banen lørdag formiddag. - Vi har allerede bedt arrangørerne at opsætte ekstra autoværn i år. Men i øvrigt er vi slet ikke utrygge ved arrangementet. Arrangørerne har stor erfaring med racerløb og sikkerhed. De ved hvad de gør, fortæller leder af Hirtshals politi, Henning Ildal. Nordsø Action Day arbejder også sammen med Hirtshals havn samt flere af havnens virksomheder, om koordineringen af weekendens racerbådsløb i havnens østbassin. Ved ulykken sidste år, blev en racerbil slynget igennem luften, da bilen punkterede ved høj fart. Bilen ramte en bunker og blev knust mod vejbanen, tæt på tre tankbiler lastet med brændstof. Køreren måtte på sygehuset, men slap med mindre kvæstelser. - Ulykken var et hændeligt uheld, og kunne være sket alle steder. Det er det eneste uheld vi har haft i fire år, under Nordsø Action Day, fortæller Per Jeppesen.