Omfattende snyd på værtshuse og diskoteker

Restaurationer registrerer ikke indtægterne, og der er problemer med blandt andet sort arbejde. Det viser Skats kontrolbesøg.

Skat fik ingen oplysninger om bordeldrift i Aalborg.  Arkivfoto: Scanpix

Skat fik ingen oplysninger om bordeldrift i Aalborg. Arkivfoto: Scanpix

På trods af tidligere kontrolaktioner har mange værtshuse og diskoteker i Nordjylland endnu ikke fundet ud af at overholde nogle af de mest almindelige regler. Det har Skat afsløret i samarbejde med Pensionsstyrelsen og de nordjyske kommuner. 25 værtshuse og diskoteker i landsdelen fik besøg. Skat ville undersøge, om deres indtægter var registreret korrekt, og om de havde de nødvendige registreringer af de ansatte. Derudover var formålet at kontrollere, om der sker indeholdelse og angivelse af arbejdsmarkedsbidrag og A-skat. Skat mødte 80 ansatte, som var på arbejde under aktionen. Tre af dem modtog også sociale ydelser, og seks personer forklarede, at de havde første arbejdsdag. Ifølge Skat fik to virksomheder et pålæg om at føre logbog, mens et diskotek fik en bøde for ikke at føre logbogen korrekt. Brugte ikke kasseapparat 14 ud af 25 virksomheder havde ikke styr på registreringen af indtægterne, og 10 virksomheder fik et pålæg om at indføre kasseapparat. - Det er nedslående, at så mange virksomheder ikke registrerer indtægterne korrekt, og at så mange virksomheder skal have et pålæg om at anskaffe kasseapparat. Resultatet af kontrolaktionen er desværre et godt bevis på, at der er brug for en målrettet indsats mod sort arbejde og snyd med de offentlige kasser, siger John Lundgaard Pedersen, der er afdelingsleder i Skat Nordjylland.