Omfavn en forsker i dag

Det siger sig selv, at livet bliver gjort lettere for den enkelte borger, når kloge forskere og studerende sætter sig for at kulegrave et emne med udvikling for øje. Det siger også sig selv, at vi almindelige hjerner af og til kan have svært ved at følge med, når det går rigtig stærkt i laboratorierne og computernes regneark. Ikke desto mindre er de aktiviteter, der sædvanligvis sker i forskermiljøerne af højeste vigtighed, specielt for os, der bor i Nordjylland. Også i fremtiden skal vi i landets mest nordlige hjørne tjene en del af vore penge på at invitere interesserede gæster inden for i vores storslåede natur, ligesom havets og jordens rigdom skal forsørge mange af os. Men de seneste års virksomhedslukninger har også vist, at vi som landsdel må opfinde et par andre områder, som vi kan brødføde os ved. Her er netop forskning og højteknologi meget frugtbare områder, idet fremtiden meget vel kan handle om at få den gode idé. Idéer er noget af det, som forskerne er bedst til. Idéer til, hvordan fremtiden kan skrues bedre og mere betjeningsvenligt sammen. Idéer til, hvordan nye produkter kan forsøde tilværelsen for menneske eller miljø. Idéer til, hvordan livet skal leves om mange år. Aalborg Universitet er gået forrest i kampen for at gøre forskningen forbruger- og erhversorienteret. Her, ligesom på en række andre nordjyske uddannelsesinstitutioner, forsøger man hele tiden at målrette studier og forskning efter det behov, der findes ude i virkeligheden. Noget kunne tyde på, at det ikke er den ringeste idé, når det kommer til landsdelens overlevelse. I dag er Forskningens Døgn 2006, en dag, hvor de kloge hjerner kommer ned i øjenhøjde med borgerne og fortæller om deres projekter. Det sker ved mere end 20 arrangementer i hele Nordjylland, som man kan finde en oversigt over på www.forskningensdogn.dk . Vores opfordring lyder: omfavn en forsker i dag. Det kan gøre livet sjovere og bedre i vores landsdel i morgen.