"Omfavn mig måne" i Biffen

Film 7. oktober 2002 08:00

VRÅ: "Omfavn mig måne" er titlen på filmen, der vises i aften i Vrå-Biffen. Lisbeth Rygårds blot anden spillefilm på 16 år er et smukt og gribende drama og et velkomment alternativ til de midtsøgende komedier, der præger dagens danske filmscene. "Omfavn mig måne" er historien om Osman og hans gamle far, der begge har boet i Danmark i mange år. Nu ønsker faderen dog at vende tilbage til Tyrkiet. Osman protesterer, og det ender i en heftig diskussion, der i ét nu hvirvler Osman tilbage til begivenheder fra sin barndoms landsby i Tyrkiet. Til det, der skete med familien - og med ham selv. Fortalt i lange flashbacks er "Omfavn mig måne" en film om splittelse - familiemæssigt som kulturelt - set gennem øjnene på den syv-årige Osman, hvis forældre må forlade hjemlandet for at søge arbejde og fremtid i Danmark. Elisabeth Rygård har været vidt omkring siden debutten som medinstruktør på den feministiske komedie "Tag det som en mand, frue" i 1976. Hun har lavet tv, skrevet digte, læst litteratur, kunst og tyrkisk på universitetet og ikke mindst instrueret dokumentarfilm - blandt andet om barndomsdrømme og Henrik Nordbrandt."Omfavn mig måne" kan næsten ses som et distilat af det hele. Det er et sansende og bevægende drama, svøbt i ekspressiv tyrkisk musik, traditionel lyrik og overvældende billeder af det unikt smukke land.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...