Omikron er for første gang fundet i spildevandsprøver
Der er fundet Omikron-smitte i spildevandsprøver på Fyn. Yderligere 14 prøver fra renseanlæg undersøges.
Omikron-varianten er for første gang fundet i danske spildevandsprøver.
Det skriver Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside.
Den nye variant er påvist i spildevandsprøver fra Søndersø Renseanlæg på Fyn.
Derudover undersøges yderligere 14 prøver fra renseanlæg over hele landet for Omikron.
De er nemlig testet positive for den omikron-relaterede variant af den virksomhed, der står for den indledende screening.
Prøverne er blevet sendt videre til SSI. Styrelsen skal be- eller afkræft, om der er tale om Omikron.
- Jeg synes, det er særligt bekymrende, at vi nu ser Omikron-varianten så udbredt på trods af, at vi har mandsopdækket smittespredningen helt fra starten af.
- Vi gennemgår data sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed for at se, om der er oversete udbrud. Det samlede indtryk er, at Omikron breder sig hurtigt lige nu, siger direktør i SSI Henrik Ullum i meddelelsen.
Alle spildevandsprøver vil som noget nyt blive undersøgt for Omikron. Det skal ske senest dagen efter, at de er blevet udtaget.
I weekenden blev der taget tre prøver som led i opsætningen af screening for Omikron-varianten.
Det er blandt disse prøver, at SSI har påvist varianten i det fynske rensningsanlæg.
Det stemmer ifølge pressemeddelelsen "fint overens" med, at PCR-test også har fundet smittetilfælde med Omikron i området omkring Søndersø Rensningsanlæg.
Blandt steder i landet med bekræftet eller mulig Omikron i spildevandet er Viborg Kommune.
I midtjyske kommune er der tirsdag konstateret 114 tilfælde af den nyeste variant.
Der er i alt fundet 398 tilfælde af Omikron-variant i Danmark tirsdag. Det er en stigning på 137 flere bekræftede smittetilfælde end mandag, hvor der var 261 tilfælde.
På et pressemøde tirsdag sagde direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, at der nu er samfundssmitte med Omikron.
Dermed kan myndighederne ikke længere relatere smitte med Omikron-varianten til én bestemt smittekæde.
/ritzau/