Omikron-smitte fra julefrokost spreder sig til tre uddannelser

I alt er tre ungdomsuddannelser i Viborg nu også ramt af Omikron-smitte, der stammer fra en julefrokost.

Den Omikron-smitte, der startede ved en julefrokost med 150 personer i Viborg-området, har spredt sig til tre ungdomsuddannelser i Viborg.

Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed på sin hjemmeside.

Der er tale om Viborg Katedralskole, Midtbyens Gymnasium og Viborg Gymnasium.

I alt 69 af de 150 deltagere ved julefrokosten i Viborg er blevet konstateret smittet med Omikron-varianten.

- Vi kan konstatere, at smitten kan spores tilbage til samme smittekilde, og dermed er der sammenfald mellem smitten og julefrokosten, Martin Jensen-koncerten og udbrud på de tre ungdomsuddannelser.

- Og vi kan konstatere, at det er gået meget hurtigt, siger Anette Lykke Petri, der er direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, i meddelelsen.

Ved en koncert med DJ Martin Jensen i Aalborg, hvor der var 2000 til stede, er ti personer konstateret smittet med Omikron-varianten.

Styrelsen skriver, at det er velkendt, at sociale arrangementer kan fungere som smittebegivenheder.

Julefrokosten i Viborg beskrives som den største smittebegivenhed med den nye coronavariant.

/ritzau/