Omkom ved spring fra heli-kopter

SILKEBORG:En 46-årig mand fra Faaborg omkom lørdag efter et spring fra en helikopter. Ulykken skete i forbindelse med et eventkursus, der foregik ved Julsø tæt på Silkeborg, oplyser politiet. Det var meningen, at kursusdeltagerne skulle hoppe ud fra helikopteren fra omkring otte meters højde. Den 46-årige mand var såkaldt sikringsmand og hoppede derfor ud først. Men da han ramte vandoverfladen var han bevidstløs. - Der sker noget undervejs. Måske hænger han fast, eller slår hovedet. Men det er på nuværende tidspunkt uvist, siger vagthavende hos Silkeborg Politi Orla Bech til Ritzau. Ulykken skete ved 11:30-tiden lørdag formiddag. Da kursusdeltagerne opdagede, at den 46-årige mand var kommet til skade og lå med hovedet nedad i søvandet, hoppede yderligere en person ned for at hjælpe den tilskadekomne. Han forsøgte at genoplive den 46-årige. Senere blev faaborgenseren kørt til Silkeborg Centralsygehus, hvor han blev erklæret død.Politiet kan endnu ikke oplyse navnet på arrangøren af kurset. Men firmaet hører angiveligt hjemme i Svendborg.Det var lørdag uvist, hvor mange mennesker, der deltog i kurset. Politiet har bedt Havarikommissionen om at gå ind i sagen. /ritzau/