Omprioritering

Læger 22. februar 2012 05:00

UDKANTSDANMARK: Det er almen kendt, at der mange steder i det såkaldte Udkantsdanmark nu er så store problemer, at mange borgere end ikke kan få en praktiserende læge til at tilgodese deres helbredsmæssige behov. Nu er jeg en stor modstander af begrebet Udkantsdanmark, da jeg selv har boet det meste af mit liv i det nordjyske, og vi er mange heroppe, der kan se en stor charme i lidt mindre befolkede områder med store naturoplevelser og byer, hvor alle kender og passer på hinanden. Hvad der derimod er en trussel for disse områder, er, når al den negative retorik, de hylles ind i, bliver en selvopfyldende profeti. Selvfølgelig kan man ikke tiltrække børnefamilier, hvis man nedlægger alle skolerne. Ligesom man naturligvis heller ikke kan forvente, at folk føler sig trygge uden en læge. Derfor mener jeg, at der bør omprioriteres, så der flyttes lægestudiepladser fra København til provinsen. Når vi ser på det, er der langt flere læger pr. indbygger i Københavns-området end i resten af landet - der er så at sige en overkapacitet. Hvorfor så ikke lede denne kapillaritet ud, hvor den mangler. Vi ved, at mange stifter familie og får relationer under studierne. Derfor vil flere læger uddannet i Aalborg også betyde mindre lægemangel i det nordjyske på sigt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...