Omsatte for millioner - tjente 500 kroner

Aalborg DH balancerer på kanten af et nul

AALBORG:Der er tæt på fuldt hus i Gigantium hver gang Aalborg DH optræder i Håndboldligaen, og klubben har i 2004 haft stor succes med at trække sponsorkroner i land. Samtidig har Aalborg DH nærmest taget nordjysk monopol på buffet og bold - spisning og dans inden håndboldkamp som arrangementets hovedbegivenhed. Men trods nytænkning og sportslig succes, er overskuddet for 2004 til at overse; faktisk giver det kun råd til tre billetter til klubbens egne kampe. I alt tjente klubben sidste år i underkanten af ti millioner kroner, men hver gang klubben fik en krone i kassen, kostede det også en krone at drive forretningen. Derfor må resultatet af årsregnskabet for 2004 betegnes som et rundt nul - selv om der står 492 pluskroner på bundlinien. - Det er meget tilfredsstillende, at vi i klubbens blot anden sæson kan præsentere et regnskab, der løber rundt. Man skal jo huske på, at vi har brugt mange penge på at etablere klubben med forskellige faciliteter, siger direktør og ejer Ole Bach Jensen. Han mener ikke, man skal gå ind i sportsbranchen, hvis man drømmer om at tjene mange penge - der til er forretningen for usikker. - Det går jo op og ned, og forretningen er meget afhængig af, om man vinder eller taber på banen, så sport er generelt ikke et forretningsområde, man skal satse på at tjene mange penge på, siger han. Og antyder dermed også, at det mere er for udfordringen og fornøjelsens skyld, han har opbygget sit sportslige hjertebarn. Dyre damer - og dog Den klart dyreste post i husholdningsregnskabet hos Aalborg DH er løn. De 22 ansatte i klubben - spillere og trænere - koster tilsammen 8,5 millioner kroner om året. Det giver en gennemsnitlig månedsløn på godt 32.000 før skat, så selv om posten fylder meget i regnskabet, bliver spillerne altså ikke just forgyldt. Ikke dem alle, i hvert fald - for der er med sikkerhed stor forskel på, hvad rutinerede stjernespilleres gage og lønnen til de yngre, uprøvede kræfter. - Jeg har altid sagt, at man gerne må have høje udgifter i et selskab, når bare indtægterne er lige så høje, kommenterer klubejeren, der ikke er meget for at diskutere regnskabet i detaljer. - Det er mig, der ene og alene bærer ansvaret for økonomien, og vi er ikke et børsnoteret selskab, så detaljerne i økonomien vil jeg ikke udtale mig om, blot forsikre, at der er styr på det, siger Ole Bach Jensen. Det er direktøren selv, der skal til lommerne, hvis der pludselig er røde tal i regnskabet. Måske er det derfor, der hverken er udbetalt løn til direktør, formand eller bestyrelse i 2004. Selv om klubben i løbet af 2004 har forøget sin gæld med næsten 10 millioner kroner, så bekymrer det ikke Ole Bach Jensen. Han peger på, at klubbens aktiver har præcis samme værdi som det lånte beløb - og at man dermed ikke har optaget lån, som det kan blive svært at betale tilbage. Lille håb om overskud Selv om årsresultatet for 2004 betegnes som meget tilfredsstillende, så drømmer direktøren om et endnu bedre regnskab i det indeværende år. De fleste af de store investeringer er allerede sket, så nu har klubben bygget de forhold og den organisation, der skal til for at lave et sportsligt - og måske økonomisk - take off. - Regnskabet til næste år må gerne vise et lidt større overskud, men som hovedregel skal forretningen bare balancere, siger Ole Bach Jensen. Han kan se frem til en spændende afslutning på håndboldsæsonen, der meget vel kan give en indikation af, hvordan regnskabet for 2005 kommer til at se ud. Klarer klubben sig godt i de resterende kampe, kvalificerer holdet sig nemlig til spil i de europæiske klubturneringer. Og selv om pengepræmierne i kvindehåndbolden langt fra kan måle sig med millionerne i europæisk fodbold, så kan europæisk deltagelse meget vel skæppe i kassen. Omvendt er der ikke plads til megen rysten på skudarmen, for de mange tilskuere i Gigantium skulle gerne blive ved med trofast at indfinde sig - ellers forsvinder en stor del af indtægtsgrundlaget. Og de 492 kroners overskud fra 2004 holder næppe særlig mange kreditorer fra døren ret længe.