- omsider ved vejs ende ...

Chevroleten skinner i en flot bordeauxrød farve, som var den kørt af samlebåndet i går. Foto: Klaus Madsen
Biler 21. marts 2007 05:00

66-årige Børge Toft i Amtoft har brugt fire år på at restaurere sin Chevrolet fra 1936 AMTOFT: - Kom med ud i garagen, siger Børge Toft, da han lukker køkkendøren op. Vi vender os 180 grader, og tager de få skridt over til garagen, hvor Børge Toft med et veltilfreds smil åbner døren til sit seneste projekt, der har varet omkring fire år. Der åbenbarer sig et vidunder af en bordeauxrød Chevrolet Cabriolet årgang 1936, som Børge Toft fik fingrene i for fire år siden - dengang som et vrag. Europæisk udgave I dag står den klassiske bil, som var den lige kørt ud fra fabrikken i Tyskland. Børge Tofts udgave var General Motors model til eksport, og den blev samlet i Tyskland. Bilen var baseret på en Imperial Sedan med lang akselafstand. Børge Toft fortæller, at bilerne blev importeret fra USA til Antwerpen i Belgien, hvorfra de på jernbanevogne blev transporteret til Gläser i Tyskland, hvor de blev samlet, og omdannet til fire dørs cabrioleter med dørhængsler, som er vedhæftet bilens midterstolpe. - Bilen blev første gang præsenteret for offentligheden på en biludstilling i Amsterdam i 1936, fortæller Børge Toft. Internettet Reservedele til en 70 år gammel Chevrolet kan man i sagens natur ikke lige hente hos den første den bedste bilforhandler. Bjærgningen af reservedele til en veteranbil kræver besøg på stumpemarkeder, og i særdeles en god brug af internettet, og Børge Toft fortæller, at navnlig den interbaserede e-bay auktion har været en uvurderlig hjælp i jagten på originale reservedele. Den forreste kofanger købte han gennem e-bay hos en mand i det nordlige Canada med vanger, så kofangeren kunne monteres korrekt. På hver forskærm er monteret højpolerede lygter i skinnende krom, som Børge fandt på et stumpemarked i Margrethe Hallerne i Fredericia. - Jamen, det var jo et Guds mirakel, at jeg fandt dem der, siger han, og fortæller, at disse lygter ikke fandtes på USA-modellen. - Lygterne var oprindeligt parkeringslys, men nu fungerer de også som blinklys, siger han. Lakering og polstring Som uddannet automekaniker har Børge det rette håndlag for at restaurere gamle biler fra vrag til den oprindelige tekniske standard og udseende. Men kendskab til snedkerfaget er ingen hindring, fordi chassisrammen to steder er bygget op af kraftigt tømmer, og overkanten på dørene er ligeledes udført i træ. Kun to afgørende arbejdsprocesser har han måttet overlade til andre fagfolk, og det er bilens lakering og polstringen, som var det sidste arbejde på bilen. Lakeringen er foretaget i Thisted, og polstringen har en møbelpolstrer i Skovsgaard nær Brovst udført i lyst læder. - Bilen har fået en ny farve, for da jeg købte den, havde den en skrækkelig køkkenblå farve, fortæller han og mener, at den bordeauxrøde farve skulle være autentisk. Børge fortæller, at han kontaktede indehaveren af Gern Bilmuseum, og han kunne huske, at han som barn i København havde set den samme model netop i den farve, som Chevroleten har nu. Motorrum Motorrummet må være en drøm for nutidens mekanikere. Adgangen til motoren sker ved at løfte og folde begge motorrummets to sider, og så er der rigeligt med plads til at arbejde med en teknik, der er til at overse og forstå. På motorblokkens ene side sidder seks tændrør, og på den modsatte finder man et stort luftfilter og karburator, samt generatoren, som udveksler jævnstrøm. - Jeg kunne godt have ændret det elektriske system til vekselstrøm, men det fungerer fint med jævnstrøm, siger Børge, og sætter tænding til. Motoren drejer få gange, og springer derefter livligt i gang med en tung summen fra den tre og en halv liters store motor, som producerer 70 hestekræfter. Premiere Nu skal bilen synes og udstyres med kopier af originale nummerplader. Det bliver med kendingsbogstavet S med et vågent øje midt i en hånd under kendingsbogstavet. Dernæst skal Børge og Lydia til Bornholm for at deltage i veteranløbet Bornholm Rundt i juli, men sin dåb får den gennemrestaurerede Chevrolet fra 1936 til Thy Løbet. @Byli.9.special.bund:Af Poul Erik Tarp poul.erik.tarp@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...