Norge

Omstridt havområde kan skjule olieformue

Oslo, tirsdag /ritzau/NTB Norge og Rusland har i 30 år uden resultat forhandlet om delingen af et stort område af Barentshavet med potentielle enorme olierigdomme. Den norske oliegigant Statoil mener, at der kan være mere olie og gas i et omstridte område af Barentshavet, end i den norske del. Værdier for 2500 milliarder kroner kan ifølge det norske dagblad Aftenposten skjule sig under havbunden. Det "omstridte område" er et 155.000 kvadratkilometer stort havområde på kanten af den norske og russiske del af Barentshavet. Norge og Rusland har forhandlet om, hvor grænsen skal trækkes, siden 1974 uden at blive enige. Ifølge beregninger, Statoil fremlagde før jul, kan der ligge 12 milliarder tønder olie og gas i dette området. Det er to millioner tønder flere, end hvad Statoil vurderer, der er i den norske del af Barentshavet. Målt i dagens oliepris svarer det til værdier for 2500 milliarder kroner, hvilket igen er to en halv gange dagens værdi af den norske oliefond. Ingen i Statoil vil offentligt bekræfte tallene. - Vi har ingen kvalificerede vurderinger. De tal, vi tidligere har antydet, er indhentet fra forskellige kilder og er kun et eksempel på områdets potentiale, siger informationschef i Statoil, Kristofer Hetland, til Aftenposten. At det omstridte område kan indeholde store naturrigdomme, forandrer ifølge den norske udenrigsminister, Jan Petersen, ikke landets holdning til forhandlingene med Rusland. - Vi har længe næret ønske om at blive færdig med forhandlingerne om delelinjerne. Men der er ikke noget af det, der er kommet frem, der vil ændre vores holdning til dette nu, siger Petersen til Aftenposten. /ritzau/NTB