Lokalpolitik

Omstridt lokalplan kasseres

Lokalplan afløses af grundig debat om Blokhus bymidte

BLOKHUS:NORDJYSKE erfarer, at byrådet i aften piller lokalplanforslag nummer 232 af bordet. Det drejer sig om det grønne areal lige ved siden af Butik Blokhus. Selv borgmester Flemming Jansen (V) åbner for muligheden. - Selvom vi i økonomiudvalget indstillede den ændrede lokalplan til godkendelse i byrådet, er der en del, der anbefaler den udsat indtil vi har haft en grundig debat om Blokhus bymidte. Det kommer meget til at afhænge af vores og socialdemokraternes gruppemøder før byrådsmødet, siger Flemming Jansen. Først fremlagde et enigt byråd lokalplanforslag nummer 232, der skulle omdanne et grønt areal foran Butik Blokhus til erhvervslejemål i stedet for en parkeringsplads, som området oprindeligt var lagt ud til. Så kom der folkelig opstand, der blandt andet resulterede i en annoncekampagne, som byrådet tog skarp afstand fra. Så besluttede Venstre - ifølge gruppeformand Henrik C. Pedersen - på et gruppemøde, at der ikke skulle stemmes for ændringen. På det efterfølgende møde i teknik- og miljøudvalget stemte Venstres Inger Bertelsen imod sine partikolleger Lars Pilgaard, Bent Walther og Mogens Dueholm. Flemming Jansen medgiver, at det har været en rodet affære. - Set i bagklogskabens ulidelige klare lys, begynder borgmesteren, så er det kommet bag på os, at der har været så voldsom en reaktion. Smædekampagnen har ikke gjort noget, men når så bredt et udsnit af de erhvervsdrivende i byen gør os opmærksom på, at der er et problem, så lytter vi naturligvis, fortæller Jansen. En af dem, der har talt med Jansen er restauratør Christian Hem fra restaurant Nordstjernen. - Jeg foreslog, at man lod være med at haste det igennem. I stedet skal man - i overført betydning - flyve op i en helikopter og kigge ned og sige:Hvad er det, at vi vil med Blokhus? Det kan godt være, at det er en god ide med et erhvervslejemål på den grund, men lad os sætte os sammen og finde ud af det, pointerer Christian Hem. Han har ikke sendt en indsigelse i forbindelse med høringsfasen, men derfor har Jansen alligevel taget hans ord til sig. - Officielt behøver man ikke at tage hensyn til dem, men jeg lytter altid til folk, der har noget fornuftigt at sige. Folk, der har nægtet at deltage i en hetz, men stille og roligt fremlagt deres synspunkter, siger Jansen og tilføjer: - Vi fremlagde lokalplanforsalget i bedste mening, men når så mange mennesker og ikke mindst fra så bredt et udsnit af befolkningen udtrykker bekymringer, så vil vi da gerne snakke om det en gang til. Det eneste problem er bare, at der ikke er noget officielt organ, en handelstandsforening i byen, pointerer Jansen.