Omsværmede unge

Aalborg 3. september 2002 08:00

AALBORG: De nye studerende på AAU er omsværmede. Selvom SU'en ikke synes af meget, når man er modtager af den, har erhvervslivet for længst fundet ud af, at de studerende faktisk har pænt mange penge mellem hænderne. Derfor står firmaerne nærmest på nakken af hinanden for at få lov til at reklamere for sig selv overfor de unge. - Jeg kan roligt sige, at jeg har fået mindst tyve henvendelser - i hvert fald - fra firmaer, som ville have lov til at reklamere i forbindelse med vores arrangement i Aalborghallen, fortæller AAU's informationschef, Allan Clausen. Alle fik dog et venligt men bestemt, nej tak fra universitetet, og for at forhindre, at nogle skulle snige sig ind alligevel, var der vagt på i hallen, som skulle forhindre uddeling af uatoriseret materiale. - De studerende skulle have noget officielt materiale, så vi synes ikke, at det er en god idé at blande det sammen, siger Allan Clausen. Informationschefen er i midlertid ikke herre over gader og stræder, og både ved indgangen på Gammeltorv og på den korte gåtur fra midtbyen til Aalborghallen var der rift om de unge. Børsen, Information og Skopet var bare nogle af de trykte medier, som blev uddelt gratis, og derudover var blandt andet Den Danske Bank i Algade og Sydbank i Vingårdsgade på tæerne for at sige pænt velkommen til de nye. - Det handler selvfølgelig om at få nye kunder, men vi uddelte ikke materiale om konti osv., der kommer jo snart en studiemesse, lød kommentaren fra Sydbank efter dagens jagt. Både her og i Den danske Bank var den ansvarlige for dagens aktion travlt optaget på månedens første bankdag, som traditionelt også er den mest travle, men ingen af stederne lagde man skjul på, at hensigten var at kapre nye kunder til butikken. Om det så lykkedes må tiden vise. Hvis ikke, så må bankerne stille op i køen af IT virksomheder, kioskkæder, kaffefirmaer og andre, som måtte se langt efter de ca. 2.000 nye studerende på deres vej ind universitetsverdenen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...