EMNER

Omtale af demonstration systematisk ensidig

GILLON:Systematisk ensidig. Ordene stammer fra UVVU's bedømmelse af Bjørn Lomborg,men de kunne lige så vel være møntet på NORDJYSKE Stiftstidendes dækning af demonstrationen 28.1. mod Carmi Gillon. NORDJYSKE giver generelt et forvrænget billede af demonstrationen. Af hensyn til læserne vil jeg dog nøjes med at nævne et par eksempler. NORDJYSKE skriver, at en af demonstranterne "bevæbnet med sten forsøgte at trænge ind ad bagdøren" til Hasseris Gymnasium. Det er løgn. Som medarrangør af demonstrationen kan jeg oplyse, at den omtalte person forsøgte at kravle op på gymnasiets tag. Stenene skulle bruges til at holde et banner, der skulle hænge fra taget. Ifølge journalisten "bar demonstrationen præg af at være stablet på benene i rekordtempo", fordi vi befandt os i den forkerte ende af parkeringspladsen, daG illon ankom. Jeg kan oplyse, at den virkelige årsag til, at vi befandt os i den "forkerte" ende, var, at politiet havde forbudt os at komme nærmere. Politiet forbød os i øvrigt af "sikkerhedsmæssige grunde" også at hænge en dukke op i et træ! At NORDJYSKEs journalist ikke er i stand at læse vores bannere, og derfor tror, at der stod "Stop tortor" på et af dem, er selvfølgelig trist. Læren må være, at vi næste gang må skrive noget tydeligere. NORDJYSKE Stiftstidende må eventuelt sende en anden (og bedre) journalist. Jeg står citeret for at have sagt, at "det er helt vanvittigt at diskutere situationen i Mellemøsten med Gillon – det svarer til at invitere Milosevic til en debat om massakrene på Balkan." Det har jeg aldrig sagt (vi ser bort fra stavefejlen – artiklen er muligvis skrevet i "rekordtempo"). Det, jeg ivirkeligheden sagde, var, at det var en lige så dårlig idé at invitere Carmi Gillon som oplægsholder om Israel/Palæstina-konflikten, som hvis man havde inviteret Milosevic til at fortælle om Kosovo-konflikten. De etniske udrensninger på Balkan nævnte jeg derimod ikke med ét ord. NORDJYSKEs journalist kan muligvis ikke lide demonstranter, men kunne hun i det mindste ikke forsøge at give en nogenlunde sandfærdig beskrivelse af begivenhederne, om ikke af politiske, så dog af faglige grunde?