Omtale gør ondt værre

Læger har ikke guddommelig magt til at bestemme over liv og død – og tvinges lægerne alligevel til at prøve, så går det galt.

Skolevæsen 2. september 2007 20:07

20.8. har Eva Christiansen valgt et præsentere sin egen sygehistorie, som et indlæg i debatten om de praktiserende lægers mulighed for at kunne henvise patienter til MR-skanninger. Eva Christiansen fik i februar 1999 symptomer i benene mindende om iskias. Talrige lægeundersøgelser og en MR-skanning af ryggen gav ingen forklaring på symptomerne. Først i sommeren 2001 kom der symptomer og tegn tydende på en sjælden og usædvanligt beliggende godartet bindevævsknude i rygmarvskanalen. De nye symptomer og tegn i 2001 gav nu lægerne mulighed for at bestille ekstra skanninger af det bestemte sted i ryggen. Med denne forsinkelse blev den godartede knude fjernet september 2001. Eva Christiansen kritiserer i sit debatindlæg et antal læger og i særdeleshed undertegnede for manglende omhu i mit faglige virke. På grund af det langvarige og sjældne forløb har Eva Christensens sygdomsforløb været gransket af uvildige eksterne sagkyndige. Resultatet af denne granskning konkluderede, at min undersøgelse og behandling af patienten var efter ”bedste specialiststandard” dvs. ”hvad der efter lægevidenskab og erfaring har gjort hvad der var bedst muligt i den givne situation”. På trods af den uvildige anerkendelse af min undersøgelse og behandling, har vi på afdelingen alligevel gennemgået Eva Christiansens forløb ved en intern undersøgelse. Årsagen til vores interne gennemgang af sygehistorien er, at det er trælst for alle parter, når en velundersøgt patient føler sig dårligt undersøgt. Lige så træls er det når dygtige og samvittighedsfulde læger uberettiget fremstilles i pressen som uduelige og sjuskede. Sagens kerne er, at mennesker ind i mellem rammes af en sygdom, der er så sjælden, eller præsenterer sig på en så atypisk måde, at lægerne først efter nogen tid kan bestille nogle relevante undersøgelser til påvisning af sygdommen. Trods grundige og gentagne undersøgelser bliver det derfor først muligt at opdage sygdommen efter nogen tid. Som Eva Christiansens forløb har vist, er en normal MR-skanning ingen garanti for at være rask. Det er også derfor, at der er udviklet mange forskellige slags skanninger, som hver især har deres styrke og svagheder. Selv ved den ultimative grundigste undersøgelse, en retslægelig obduktion, forbliver det af og til en gåde, hvad patienten fejlede og endda døde af. Læger kan og ved ikke alt. Lægerne har heller ikke guddommelig magt over livet og døden. Det kan være svært for patienter at acceptere at livet ind i mellem er ondt, uretfærdigt og komplet uforudsigeligt. Nogle patienter vil derfor forsøge at finde en syndebuk for deres lidelse, ofte en læge. Alle patienter kan med rimelighed forvente at enhver læge udviser omhu i sit virke og vedligeholder sine kundskaber på et godt fagligt niveau. Ved fornyede lægeundersøgelser, skal lægen igen lytte til patienten og efter behov foretage yderligere undersøgelser når der er begrundet mistanke om en konkret sygdom. Derimod skal lægen ikke på må og få sende patienter på udsigtsløse årelange undersøgelsesrunder til farlige og overflødige undersøgelser. Skal en læge med sikkerhed udelukke enhver tænkelig sygdom hos en patient, vil den overforsigtige fremgangsmåde sende tusindvis af sagesløse patienter på risikofyldte årelange undersøgelses- og behandlingsrunder i sundhedsvæsenet. Mange sunde patienter vil blive behandlet med farlig medicin og operationer for uskyldige og tilfældige fund påvist ved de mange undersøgelser. Andre patienter med tydelige tegn på alvorlige sygdomme, må påregne uendelige ventetider for selv hastende og nødvendige undersøgelser og behandlinger. Klager og negativ presseomtale tilskynder stadig flere læger at tilslutte sig den defensive medicin, som (sagt af en narkoselæge) kan udtrykkes: ”Først ryggen fri, så frie luftveje”. Lægens ryg og patientens luftveje, vel at mærke. En fremskreden, men ulykkelig udvikling som er til stor skade for alle patienter. Jeg vil derfor konkludere, at Eva Christiansens offentlige fremstilling af hendes langvarige sygdomsforløb gør ondt værre for de mange andre patienter med rygsmerter. Desværre opfanges sådanne enkelthistorier ofte af journalister, politikere og patientforeninger, som bruger lidelsen som råmateriale til at fremme deres egne særinteresser – igen til stor skade for de mange andre patienter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...