Omvej til oprykning

HOLSTEBRO:Lige nu tror jeg ikke på det. Jeg tror at Team Tvis Holstebro er kloge nok til at køre den hjem - men vi har jo altid et håb. Og ellers må vi ud og spille om det. Der er jo også en chance der. Målmand Pernille Fisker diskede op med 18 redninger i Idrætscenter Vest i Holstebro, men det var fem for lidt til at sikre Frederikshavn Fox den komfortable førsteplads, som med 99 procent sikkerhed ville have sikret oprykning. Og Pernille Fisker var ikke et øjeblik i tvivl om, at gæsterne kun havde sig selv at takke for det. - Vi er utroligt skuffede, men der er ikke meget andet at sige, end at vi er meget skuffede over vores egen præstation i den her kamp, lød det befriende ærligt efter opgøret. Og forklaringen på, at holdet gik helt ned efter en ellers god start var klar. - Vi løber fuldstændig tør for ideer i angrebsspillet, og de kommer løbende i andenbølgekontra, og det er simpelthen det, vi går ned på, sagde Pernille Fisker. Efter pausen spillede Fox både 5-1 og 4-2 forsvar uden at det dæmmede op for hjemmeholdet. Tværtimod blev keeperen ladt i stikken, når hjemmeholdets spillere løb igennem. - Vi var jo nødt til at prøve noget, når ingenting fungerede, og al ære for det, men det lykkedes bare ikke i dag, sagde Pernille Fisker. Med nederlaget skal Fox nu håbe på, at Team Tvis Holstebro sætter mindst ét point til i sine sidste 11 kampe. Fox er stadig et point foran, mens vestjyderne har en kamp til gode, og som turneringen har kørt til nu, er chancen for et pointtab ikke videre stor. Men håbet har de endnu, og cheftræner Ole Andersen har ikke givet op. - Nu må vi så se, om vi kan få gjort oprykningsspillet til et eller andet, vi kan bruge, for spillet er jo ikke ude endnu, sagde han efter kampen.