Omvej til scenen

Teater 15. september 2002 08:00

HJØRRING: Det er ikke altid nemt at være vendelbo i en teaterverden, hvor der lægges vægt på rigsdansk. - Nogle gange, når vi øver på teaterskolen, får jeg at vide "Jeanette, du taler jysk!", og jeg må indrømme, at jeg ser det lidt som en krænkelse af mig, at talelærerne hele tiden vil hive mit sprog fra mig, siger Jeanette Lindbæk Larsen. Hun er en af tre tidligere hjørringensere, der i øjeblikket øver på stykket "Baby" af Kirsten Thorup. Forestillingen har premiere på Aalborg Teater 20. september. Henrik Birch, Lars Topp Thomsen og Jeanette Lindbæk Larsen har alle tilbragt en god del af deres liv i Hjørring og omegn. Derudover er de mere eller mindre udklækkede fra Statens Teaterskole i København. Således blev Henrik Birch færdiguddannet i 1979, Lars Topp Thomsen i 2001, og Jeanette Lindbæk Larsen er i færd med sit fjerde og sidste år. Lysten til at stå på de skrå brædder havde Jeanette Lindbæk Larsen til dels allerede i blodet, fra hun var helt lille. - Jeg legede altid de her stærkt iscenesatte lege. Selvfølgelig med mig selv i hovedrollen. Resten kom, da hun gennem fire år var med i Sommerspillet i Hjørring. Først som sminkør, senere som danser. - Jeg troede egentlig, at jeg skulle være danser. Så kom jeg på musicalskole i Stockholm og fik smag for drama. Efter musicalskolen søgte hun ind på Statens Teaterskole, men kom ikke ind i første omgang. - Jeg troede lidt, at man kom ind for sine blå øjnes skyld, men jeg blev klogere. Heldigvis gik det jo bedre senere. Børn og biler Også Henrik Birch var omkring andre ting, før han endelig fandt sin rette hylde. Han har både arbejdet i børnehave og undervognsbehandlet biler. - Det med at blive skuespiller var nærmest noget, jeg fandt på. Jeg vidste ikke, hvordan man blev det, og da jeg spurgte min mor, vidste hun det heller ikke. Til sidst fandt han dog ud af, at det var en idé at læse hos en skuespiller. Han læste derfor hos Peter Schrøder, som også var den, der foreslog, at han skulle søge ind på Statens Teaterskole. Henrik Birch blev aldrig bedt om at lægge sit sprog om, da han gik på teaterskolen. Han kom til Bjergby fra Jægerspris som to-årig, og gennem hele sin barndom har han uden held forsøgt at lære vendelbomål. - Jeg blev jo nødt til at lære det for at være ligesom de andre. Ellers blev man jo bare spurgt, om man skulle snakke fint. Så jeg prøvede og prøvede, indtil en vens mor sagde til mig, at jeg skulle lade være, for det blev jo aldrig rigtigt alligevel. Det var faktisk rart, for det betød jo, at jeg var god nok, som jeg var. Han har dog senere i livet fået ganske godt styr på dialekten. - Jeg skulle for et stykke tid siden spille med i et stykke, der var helt på vendelbomål. Jeg øvede meget, og da vi spillede det, var det kun rigtige vendelboer, der kunne forstå, hvad jeg sagde. Taknemmelige vendelboer - Jeg er vendelbo. Det er en stor del af min identitet. Talelærerne har kæmpet rigtig meget for at få mig til at lægge det væk, siger Lars Topp Thomsen Han er vokset op i Højene og er egentlig uddannet elektriker. På et højskoleophold fik han øjnene op for skuespillet. - Indtil da havde jeg sådan set troet, at skuespiller, det var noget, man var. At det ikke var noget, man kunne blive. Det var også højskolen, der fik forældrenes øjne op for sønnens talent. - Mine forældre var nede at se det stykke, vi lavede på skolen, og bagefter sagde min far: "Han skal være skuespiller." De tre skuespillere er øjensynligt ganske stolte af deres rødder i mulden omkring Hjørring. Og de mener, at deres forhold til hinanden er blevet gjort nemmere af den fælles baggrund. - Det kan godt være, at det er noget påstået vendelbosk, men det er altså lettere at tale sammen, når man er fra samme sted. Der er ligesom nogle ting, man ikke behøver at sige, siger Lars Topp Thomsen. - Man finder hurtigere hinanden. Er man vendelbo, så er man god nok. For Jeanette Lindbæk Larsen har det som skuespiller ikke altid været ubetinget godt at være fra Vendsyssel. - Det kan godt lidt være en hæmsko. Man må ligesom ikke være for smart, og man kan tit gå rundt og tænke: Er jeg god nok? Men som Henrik Birch siger, så kan det at være fra Hjørring og vendelbo bedst beskrives med formuleringen: - Jeg er ikke stolt over at være vendelbo. Jeg er taknemmelig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...