Ondskabens ubåd

Naturvidenskab 27. september 2002 08:00

FILM "K19" Nok er dette ikke "Das Boot" og nok er dette næppe den fuldgyldige sandhed om hvad der skete i polarhavet i 1961 da verden nær var endt i et atomragnarok, men alligevel siger jeg: Dette er en smaddergod film. Og lad os slå fast straks: Den har intet med Kursk at gøre. Det er en helt anden historie, men også på baggrund af "virkelige hændelser". I 1961 stod verden virkelig på kanten af den store atomkrig, som det dramatisk berettes i filmens start: Berlinkrise, atromoprustning, Cuba, Kennedy, Krustjov - jamen, hvor meget nærmere kan man komme det afgørende øjeblik, hvor fingeren rammer knappen? I denne situation sendte sovjetregeringen sin nyeste atomubåd ud på jomfrurejsen for at gennemføre en prøveaffyring af et atommissil fra Nordpolen - simpelthen for at vise amerikanerne, at USSR var rustet til tænderne og klar til at bruge våbenet. Men K19 var ikke klar, og det blev katastrofalt. Det er et stort, sort, klassisk drama, og det er blevet til film som netop det. Her er patos og store armbevægelser, men det gør ikke noget - både historien og verdenshistorien berettiger det, ja, kræver det. Så stor var galskaben dengang, at en præsident for en stormagt kunne starte en storkrig på grundlag af en formodning om fjendtlige hensigter... Ondskabens Imperium hed dengang Sovjet og havde endnu ikke fået dette Starwars-navn. Men ondt var det, og sådan skildres det også i denne meget amerikanske film med antydet russisk accent. Man følger Partiets bud og er 100 pct. loyal - den der ikke er det, er Partiets fjende. Liam Neeson er skipper på K19, men siger fra - han vil ikke sejle den ud, før den er klar. Mandskabets sikkerhed kommer først. Han afløses af Harrison Ford, men bliver om bord som næstkommanderende. I sig selv en spændt situation. Men ikke skyggen af, hvor spændt det bliver, da reaktoren bliver skadet inde under polar-isen, så køleeffekten ophører - med udsigt til en meget snarlig nedsmeltning, der vil udløse en atomeksplosion mange gange større end Hiroshima, katastrofalt tæt på Natobasen på Jan Mayen. Chefen står nu med krisen: Om bord breder radioaktiviteten sig hastigt. Han kan ikke kalde sin egen base - radioen er nede. Han kan ikke søge hjælp hos amerikanerne og dermed overgive Sovjets nyeste våbenteknologi. Og han kan kun reparere med store tab af menneskeliv - og kun måske. Hvad gør han? Det er det dilemma filmen følger minut for minut - og det er frygteligt spændende og bevægende. Her er en stab af skuespillere, der både er håndplukket til og spiller sig fornemt ind i deres roller som besætning på den dødsdømte, radioaktive atomubåd. Her er afdæmpede, kortfattede glimt af de øverste magthavere, der tager politiske beslutninger med store menneskelige omkostninger. Her er to hovedrollespillere, der som hinandens modsætninger, både i rollerne og i fysikken, kan stå op mod hinanden i eksplosivt omfang. Det er virkelig stærkt. Også hele scenariet er enormt flot og autentisk så længe vi er inde i båden eller i Moskva. Men det kniber lidt for meget med computerteknikken, når skibet dykker og tumler rundt under vandet - og når den stikker op af pol-isen i den lave sol, mens folkene spiller fodbold på Nordpolen. I gamle dage sagde man hånligt "model!", når det blev for tydeligt. Her mumler man bare "computer!" i stedet for. Og det er egentlig synd for det fornemme menneskelige drama. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "K19" USA 2002. Instruktør Kathryn Bigelow. To timer, 15 minutter. Till. o. 11 år. Danmarkspremiere

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...