Ondt magtspil

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Henrik Prip er studiekammeraten, der bliver kollega og rival.

film "Spillets regler" # # # # # ¤ Hvor langt vil vi gå for at få opfyldt vores ambition? Langt. Vi er i universitetsmiljøet, på Institut for psykologi i København, hvor Peter Gantzler spiller lektoren Manfred Finnemann, som meget gerne vil være professor, men har svært ved at blive det - måske fordi han helt enkelt ikke har det, der kræves, selv om han så glimrende kender de mellemmenneskelige psykologiske mekanismer. Egentlig lever han udmærket på den hylde, han har - en respekteret og ganske afholdt underviser, single, men med fast kæreste på instituttet (Stine Stengade) og en fredelig hverdag, lidt under tøflen hos institutbestyreren, prægtigt og mellemleder-autentisk spillet af Niels Weyde. Men ikke kun under tøflen, han er også i en position, der rummer en vis fortrolighed parret med hans egen rimeligt kontrollerede tilbøjelighed for øjentjeneri og følgagtighed. Problemet er bare, at det trækker i ham - et professorat, det ville ligesom være kronen på det hele, posten, hvor han kunne falde til ro, hvilende i sig selv, opfyldt. Han søger i Århus - og sorteres fra, men lever med det, diskret. Indtil chancen pludselig springer op lige foran ham: Professoren i naborummet hænger sig af angst for at blive afsløret i akademiske falsknerier. Muligheden er åbenlys - og institutbestyreren lader ham endda forstå, at hvis han klarer en opgave, der skal rense instituttet for yderligere kritik og mistanke, så er professoratet hans. Han blomstrer - og han leverer. Alt er godt - men... Hans gamle studiekammerat, Poul (Henrik Prip), dukker op i et lektorjob, frisk hjemme fra et langt ophold i USA, fuld af karrierepotentiale, sympatisk, charmerende, venlig mod alle, glad for gensynet, varm og sjov - og en åbenlys rival. Nu er vi ti minutter inde i filmen, og der er klar scene til drama. Magtspillet kan begynde. Og det gør det. Det lykkes meget hurtigt for instruktøren og hans spillere at bygge en forbandet ubehagelig stemning op - af mistænksomhed, nag, luren, lytten, lusken, farlighed og gnavende jalousi. Det er en ond historie og særdeles godt fortalt. Det er universitetsmiljøet, men det kunne nøjagtig lige så godt være en skole, en børnehave, en dagbladsredaktion, en tv-station, en offentlig arbejdsplads, et stormagasin, en autoforhandler - hvad som helst. For bevæggrundene og metoderne er præcis de samme: Fedt, flid, snyd, intriger, løgne, fælder og bagtalelse. Ondskaben hænger i gardinerne som gammel tobaksrøg, og der tages skridt, som ikke kan gøres om. Det er så man får det helt dårligt nede i biografstolen, ubehageligt til mode ved faren for afsløring, og endnu mere ubehageligt til mode, når man opdager, at ens sympati meget vel kan ligge hos den forkerte. Det lykkes den debuterende instruktør, Christian Dyekjær, at skabe en opstilling, hvor vi føler stærkt med vores hovedperson, selv om han faktisk opfører sig tåbeligt. Og en situation, hvor vi ser rivalen Poul med Manfreds øjne, vredt og næsten hadefuldt, selv om han tilsyneladende ikke gør noget som helst for at fortjene det. Det er et psykologisk spil med publikum, som kræver både stærk instruktion, skarp klipning og fremragende skuespil - hvilket vi får i rigt mål hele vejen. Den timing f. eks. Niels Weyde mestrer, når han løfter blikket, en anelse forsinket, og ser mørkt, udtryksløst på hovedpersonen et halvt sekund længere end nødvendigt... uha. En særdeles vellykket magtspilshistorie, fuld af mørke hjørner og lumpne overraskelser - og så alligevel så hverdags-straight, at man kan blive helt skidt. Se den, for en sikkerheds skyld, inden kollegaen får gode ideer. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Spillets regler" Danmark 2008. Instruktør Chr. Dyekjær. Manus Nynne Bonnén Oldenburg. Foto: Erik Molberg Hansen Klipper: Morten Højbjerg. Musik: Kristian Eidnes Andersen En time, 26 min. Till. o. 15 år. Danmarkspremiere