Onsdag begynder retssag mod kulturprofil fra nobelskandale

Svenske medier omtaler ham som "kulturprofilen". Nu begynder retssagen, hvor han er tiltalt for to voldtægter.

Ifølge statsanklager er der et "robust bevismateriale" mod teaterinstruktøren Jean Claude-Arnault, der på dette foto ses sammen med sin hustru, Katarina Frostenson. Foto: Henrik Montgomery/arkiv/Ritzau Scanpix

Ifølge statsanklager er der et "robust bevismateriale" mod teaterinstruktøren Jean Claude-Arnault, der på dette foto ses sammen med sin hustru, Katarina Frostenson. Foto: Henrik Montgomery/arkiv/Ritzau Scanpix

Onsdag indledes retssagen mod teaterinstruktøren Jean-Claude Arnault. Han er tiltalt for to voldtægter, men nægter sig skyldig i anklagerne.

Det var Jean-Claude Arnault, der i november 2017 var centrum i skandalen, som ramte Det Svenske Akademi. Her anklagede 18 kvinder ham for seksuelle krænkelser og overgreb.

Sagen har udløst en krise i akademiet, som blandt andet uddeler Nobels litteraturpris. Således er årets prisuddeling udskudt til næste år. Derudover er otte medlemmer ud af 18 trådt ud af akademiet.

De formelle anklager mod Jean-Claude Arnault gælder to tilfælde af voldtægt mod en kvinde i Stockholm i 2011.

Under forundersøgelserne har der været afhøringer af kvinden, den mistænkte og flere vidner. Det førte til tiltale tilbage i juni.

- Det er min vurdering, at der er et robust bevismateriale, så vi rejser tiltale, sagde statsanklageren Christina Voigt, da tiltalen faldt.

Teaterinstruktøren mener selv, at der ikke er grundlag for anklagerne.

- Han er bestyrtet og hævder sin uskyld. Han har ikke begået disse påståede gerninger. Han mener, at beviserne er for svage, sagde forsvarer Björn Hurtig i juni ifølge det norske nyhedsbureau, NTB.

Når Jean-Claude Arnault er interessant for historien om Det Svenske Akademi, så skyldes det, at han er gift med Katarina Frostenson, der tidligere var medlem.

Hun forlod akademiet, da hun blev mistænkt for blandt andet at have videregivet navne på kommende nobelpristagere til sin mand, der menes at have lækket dem til pressen.

Jean-Claude Arnault driver selv en kulturinstitution, som har fået økonomisk støtte af Det Svenske Akademi. Da han er gift med et af de tidligere medlemmer, har dette rejst spørgsmål om inhabilitet.

Retssagen mod ham forventes at køre over den 19., 20. og 24. september ved Tingretten i Stockholm.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.