Onsdag-klubben klar til ny sæson

} LØRSLEV: Medlemmerne af onsdags-klubben i Lørslev, der er for seniorer i Lørslev, Ugilt og Linderum-området er nu så udhvilede, at de føler sig fit for fight til at begynde på den nye sæson i morgen kl. halv ti. Det er fortsat spejderhytten på Troldnæsvej, der er mødestedet, og en af af de ting, som er på tapetet, bliver sikkert en drøftelse af, hvilke arrangementer, den kommende sæson bør byde på. } ÆLDRERÅDET: Ældrerådet i Sindal Kommune holder en række informationsmøder i den kommende tid i forbindelse med valget til ældrerådet for Ny Hjørring Kommune. I mandags blev det første af slagsen holdt på Vestergården i Lendum, og nu på torsdag eftermiddag går det løs på Mosbjerg Ældrecenter. Onsdag 21. september om aftenen er turen kommet til Solgården i Sindal, mens sidste møde i denne omgang er planlagt til at blive holdt i Astrup-Sønderskov Hallen 27. september om eftermiddagen. Informationsmøderne henvender sig til alle ældre over 60 år, som er velkomne til at møde frem for at få en orientering om, hvordan valget af ældreråd til den kommende storkommune skal finde sted. } GUDSTJENESTE: Nu på søndag kan man blive ikke så lidt klogere på, hvorfor man gør som man gør, når der er gudstjeneste. Det er sognepræsten for Astrup og Ugilt sogne, Iben Aldal Sørensen, der holder gudstjenester i Astrup og Ugilt kirker med forklaringer på, hvorfor man egentlig skal rejse sig op - og ikke mindst hvornår. Anledningen er blandt andet, at de kommende konfirmander og deres forældre er inviteret særligt til gudstjenesterne, men alle er naturligvis velkomne til at deltage i de to gudstjenester med forklaringer.