Aalborg

Op i det blå med egen hånd på styrepinden

LearnToFly har oprettet afdeling i Aalborg - vi tog et lynkursus

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

LearnToFly benytter tre af disse en-motorede Diamond A40 til undervisningen. Til undervisningen til erhvervscertifikat har man også en to-motoret Diamond A42.

AALBORG:Jeg presser gashåndtaget i bund, og det lille fly drøner hen ad startbanen. Lynhurtigt er farten oppe på 100 kilometer i timen, og jeg trækker styrepinden tilbage. Flyet stikker næsen i vejret, og i løbet af et øjeblik er vi oppe over Vendsyssels isdækkede marker. En skræmmende oplevelse, simpelthen. Det er jo mig, der styrer, og jeg har kun fået noget i retning af et kvarters undervisning. Flyet hopper og krænger da også mere, end det er behageligt, men instruktøren siger, at det går fint, og han virker ikke det mindste nervøs. Nu skal det så også siges, at instruktøren har sit eget sæt af instrumenter, både pedaler og styrepind, og jeg lægger mærke til, at selv om han måske ikke ligefrem har fat i styrepinden, så holder han sine hænder meget tæt på den. Så vi flyver videre i skoleflyet, og det har interesserede nordjyder nu fået meget nemmere mulighed for, idet flyveskolen LearnToFly har oprettet en afdeling i Aalborg Lufthavn, hvor det efterhånden er en del år siden, der sidst har været en tilsvarende skole. Fire nye maskiner LearnToFly har hovedkontor i Karup, men nu kan man altså også gennemføre undervisningen i Aalborg, både hvad angår teori og praksis, og det er derfor LearnToFly har inviteret NORDJYSKE på en flyvetur. - Vi råder over fire fly, tre af typen Diamond DA40, som er et én-motoret maskine, samt en Diamond DA42, som er en to-motoret maskine, fortæller chefinstruktør Jacob Panduro. Begge typer er helt nye maskiner, som er moderne indrettet med gps, lcd-skærme og lignende. Desuden er de drevet af effektive og driftssikre 2,0 liters dieselmotorer med et meget lavt brændstofforbrug. - En Diamond DA40 koster cirka 1,3 million kroner, og det er en forholdsvis høj pris i betragtning af, at man kan købe et brugt fly til måske 300.000 kroner. Til gengæld er det billigere i service og brændstof, så i den sidste ende tjener merprisen sig hjem, oplyser Jacob Panduro. Indtil videre har flyet, vi skal op i, fløjet 1700 timer fuldstændig uden problemer, men jeg kan alligevel ikke lade være med nervøst at spørge, hvad der sker, hvis nu motoren sætter ud? - Jamen, så fungerer flyet bare som et svævefly, og kan vi ikke nå tilbage til lufthavnen, lander vi bare på en mark og ringer efter nogen til at hente os, siger Jacob Panduro med en ro, der beroliger en hel del. Abstrakt Det står nu hurtigt klart for mig, at det ikke er så ligetil at flyve, men at jeg sikkert nok kunne lære det. Det tager bare lidt tid at få fornemmelse af, hvordan pedaler, styrepind og trimmer spiller sammen. I første omgang virker det ret abstrakt, fordi man bevæger sig i tre dimensioner og er underlagt helt andre kræfter end for eksempel i en bil. Blandt andet er det sådan, at når man drejer ved at føre styrepinden til enten venstre eller højre, vil flyet på grund af centrifugalkraftens indvirkning automatisk begynde at dykke, hvilket der så også skal kompenseres for. Samtidig skal man huske at holde øje med instrumenterne, og jeg er flere gange ved at komme højere op end de 1500 fod (cirka 500 meter), som er den maksimale højde, vi har tilladelse til at flyve i. Tid og penge Hvis man ønsker at tage et privatcertifikat, skal der god tid og en pæn håndfuld penge til: - Regn med at du skal bruge 9-12 måneder og omkring 105.000 kroner, hvoraf de 12.000 er gebyr til Statens Luftfartsvæsen, oplyser Jacob Panduro. Den teoretiske del foregår som fjernundervisning, så man kan sidde hjemme ved computeren, når der er tid og lejlighed. Der er dog også 15 timers klasseundervisning inkluderet. - Når teorien er bestået, tager man radiocertifikat, så man også må bruge radioen, og derefter kommer det sjove, selve flyvningen, som består af 45 timers skoleflyvning, hvoraf de 10 er soloflyvning. - Under flyvningerne simulerer vi masser af fejl, motorproblemer og alt muligt andet, fordi det skal sidde på rygmarven, hvad du skal gøre, hvis der opstår problemer. Men reelt er det sådan, at du træner i en hel masse, som du stort set aldrig vil komme ud for, siger Jacob Panduro. Privat- og erhvervscertifikat LearnToFly har eksisteret siden 2003, men er først for nylig begyndt at tilbyde den praktiske flyveundervisning: - Hidtil har vi alene tilbudt teoriundervisning, og vi har haft omkring 70 elever gennem teoriundervisningen hvert år. Men nu tilbyder vi alt fra privatcertifikater til instrument- og kommercielle certifikater, ligesom vi har en helikopterafdeling. - Med andre ord henvender vi os både til manden med en livsdrøm om at lære at flyve, til direktøren, der vil bruge eget fly til forretningsrejser og til det unge menneske, der vil være kommerciel pilot, siger Jacob Panduro, der ligesom skolens øvrige instruktører har erhvervscertifikat, ligesom der et vist krav til flyvetimer for en instruktør. Helbredsmæssigt stilles der ikke mange krav for at tage et privatcertifikat: - Hvis du har et almindeligt godt helbred, kan du godkendes, og hvis du tager certifikatet kommer du ind i en branche, hvor man møder alle slags mennesker, der alle sammen taler om det samme, nemlig flyvning. - Så der er ikke forskel på høj og lav, når du møder de andre flyveinteresserede i en lufthavn, siger Jacob Panduro.