Op i højere luftlag

18. september opretter Sterling en ny flyrute fra Aalborg til København med tre daglige afgange hver vej på lukrative tidspunkter

om morgenen og sidst på eftermiddagen, men den skærpede konkurrence på ruten - Cimber Air har også tre daglige afgange til hovedstaden - får ikke SAS til at skære ned på sit antal af afgange. Tværtimod holder SAS fast i sine planer om en udvidelse af kapaciteten med eksempelvis indsættelse af større fly på flere af morgenafgangene. Alt dette er i sandhed sød musik i nordjyske ører. I flere år har landsdelens forretningsfolk og andre med hang til hovedstaden higet efter flere afgange, og nu bliver det altså muligt for endnu flere at komme endnu oftere af sted. Ud over ruten til København lancerer Sterling også en rute til London og en til Malaga, og det er i den sammenhæng værd at bemærke, at billetter til alle tre ruter kan erhverves til særdeles konkurrencedygtige priser - helt ned til 260 kr. for en enkeltbillet til København og London og 549 kr. til Malaga. SAS’ billigste enkeltbillet til København ligger i øjeblikket på 425 kr., men det kunne meget vel tænkes, at der også her ret hurtigt opstår konkurrence. Med ruterne til Malaga og især London opstår muligheden også for at hente oplevelseshungrende udlændinge til det nordjyske, som direktøren for Aalborg Lufthavn, William Bluhme, så rigtigt påpeger. Og såvel Turistudviklingsfonden Nordjylland som Aalborg Turistbureau har da også straks fået færten af en øget indtjening til landsdelen og er gået sammen med Sterling om forberedelsen af et markedsføringstiltag i England. Ligesom alle vi andre nordjyder håber William Bluhme, at Sterling med tiden får mod på mere end de tre planlagte ruter, og han nævner i den forbindelse Stockholm og flere tyske byer som mulige fremtidige destinationer. Der er da også gode chancer for, at drømmen går i opfyldelse, eftersom Sterlings kommercielle direktør har kaldt Aalborg for landets bedste sted for et lavprisselskab at sætte ind. Jo, der er med Sterlings indtog i Aalborg Lufthavn i høj grad grund til at glædes...