Frederikshavn

Op med humøret

MILJØSKIBE:Onsdag 10.12. kunne man se et billede af en meget bekymret kommandør fra Søværnet, der med foldede hænder og med sorg i øjnene tænker på den helligbrøde, der nu er overgået ham og hans besætninger i miljøskibene, som skal flyttes til Frederikshavn, og ikke nok med det, så har han først hørt om det via en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet i tirsdags - så det kommer fuldstændig bag på ham. Nu kan det jo undre, at en højt betalt kommandør ikke har fulgt med i først Forsvarsministeriets rapport af 2004 og senere Forsvarsministeriets hovedrapport af marts 2007 hvor man skitserer disse anbefalinger, der nu politisk bliver ført ud i livet. Endelig har sagen været kendt i Søværnets Operative Kommando, hans nærmeste foresatte, siden 13. november. Derudover har der jo været utallige skriverier om sagen også i landsdækkende aviser – så det kniber åbenbart for eskadrechefen, at holde sig opdateret på emner der berører hans besætninger. Endelig er det ufatteligt, at vi igen skal høre den klagesang hver gang der skal flyttes personel fra Holmen til Frederikshavn – det modsatte er jo ikke tilfældet, og i dette tilfælde har man endda sørget for at besætningerne i to år er begunstiget med udkommandotillæg så deres udgifter til ophold i det mørke Nordjylland er dækket ind. Så kære eskadrechef, op med humøret, du skal se det går nok – og skulle det mærkelige ske at alle besætningsmedlemmerne ikke efter to år ønsker at flytte hertil, og søværnet der med ikke kan løfte opgaven– ja så kan vi jo bare privatisere opgaven og uddanne vendelboer til opgaven – det er jo ikke en videnskab at samle olie op. Til sidst skulle du, som det antydes, være bekymret for beredskabet i Øresund så er der nu så mange af de nye 900 klasser miljøskibe fra Hundested til Dragør at man næsten kan gå tørskoet hele vejen.