Op mod 5.000 til kunstudstilling

NØRHALNE:Arrangørerne af Nørhalne Viser Kunst, IFNs Kunstvenner, kan glæde sig over mange positive tilbagemeldinger fra tilskuere og kunstnere efter den netop overståede udstilling. Arrangørerne vurderer, at op mod 5.000 besøgte udstillingen. Om søndagen var der på et tidspunkt 250 biler parkeret ved hallen og flere end 500 mennesker til stede. Generelt melder kunstnerne om et flot salg af værker. Alligevel synes udstillingen at have nået et højdepunkt, da det fysisk ikke er muligt at tage flere end 60 udstillere ind i hallen, hvor der i år også var en venteliste med fem kunstnere, oplyser Bente Saabye, næstformand i IFNs Kunstvenner. Målet om at blive en bestandig udstilling med kunst for folket synes nået. En lodtrækning om kunstværker viste, at publikum ikke kun kom fra Aabybro Kommune, men også fra Løkken,Jerslev,Aalborg og Nibe. I tilbagemeldingerne fremhævede kunstnerne den store hjælp, de får af arrangørerne. Fremad Nørhalnes C-hold sørgede for bl.a. for, at der blev lagt tæpper på i hallen, og nymalede spanske vægge blev sat op sammen med to cafeer samt taget ned igen efter udstillingen. Desuden sørgede ungdomsafdelingen for, at der konstant var p-vagter, så man undgik kaos på p-pladserne.