Op mod 50 militante dræbt i Afghanistan

EMNER 2. september 2007 06:00

Kabul: Den amerikansk-ledede koalition i Afghanistan meddeler, at op mod 50 ekstremistiske oprørere er blevet dræbt under kampe - blandt andet i landsbyer tæt på den pakistanske grænse, hvor oprørsledere skulle have søgt tilflugt. - De militante blev angrebet under tre større operationer fredag - den ene af dem i den centrale Ghazni-provins, hvor Taliban i sidste uge frigav 19 sydkoreanske nødhjælpsarbejdere, som de havde holdt som gidsler i seks uger. Over 20 blev dræbt ved et luft-til-jord slag i et nordøstligt bjergområde ved Pakistan, hed det i en erklæring. En talsmand for Taliban sagde, at 40 civile var blevet dræbt, men koalitionsstyrkerne afviste rapporten. I Helmand-provinsen blev over en snes oprørere meldt dræbt efter hårde kampe i de seneste dage. Taliban siges at få hjælp af militante grupper uden for Afghanistan, hvoraf mange er trænet i militante baser i Pakistan. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...