Op mod 500 AGF-fans på Jetsmark Stadion

Øl og stadion-platter klar til pokalkampen torsdag. Vi er ikke nervøse, siger sikkerhedschefen

Blokhus har tidligere mødt storhold med mange tilrejsende fans - bl.a. Brøndby. Derfor er der ingen nervøsitet inden opgøreyt mod AGF, osm har omkring 500 fans med. Arkivfoto: Torben Hansen

Blokhus har tidligere mødt storhold med mange tilrejsende fans - bl.a. Brøndby. Derfor er der ingen nervøsitet inden opgøreyt mod AGF, osm har omkring 500 fans med. Arkivfoto: Torben Hansen

Op mod 500 AGF-fans vil være på plads på Jetsmark Stadion, når Blokhus FC fra 1. division i torsdag eftermiddag møder superligaklubben AGF i pokalturneringen. - Det er den melding, vi har fået fra Århus, fortæller sikkerhedschef Flemming Dahl Jensen. Han tilføjer, at der bag målet i sydenden af stadion bliver indrettet et udebane-afsnit. Det er et område, hvor der kunne lukkes tilhængere af udeholdet ind. - Der bliver opsat et festivalhegn, så de to holds tilhængere bliver adskilt, siger Flemming Dahl Jensen og tilføjer, at udebaneafsnittet også får sin egen indgang. - Vi sørger selvfølgelig for, at der også bliver mulighed for at købe både øl og stadion-platte i AGF-afsnittet, siger sikkerhedschefen og understreger, at stadion-platten på Jetsmark Stadion er i luxusudgave med grillmedister, som er tilberedt på en grill. Jetsmark Stadion har ikke det nødvendige antal uddannede vagter. Derfor er der hentet hjælp i Aalborg for at komme op på de omkring 25, der skal bruges. Supporterne fra Århus har spurgt om de må medbringe et orkester i form af trommer og trompeter. - Det har vi sagt ja til. Det er med til at gøre det hele lidt mere festligt, siger Flemming Dahl Jensen. Han tilføjer, at der ikke er nervøsitet for kampens afvikling uden for banen. - Vi har prøvet det før, bl.a. da vi havde Brøndby på besøg. Det var den helt store eksamen for os, så denne gang er der slet ikke de samme sommerfugle i maven, siger Flemming Dahl Jensen. - Der er ikke tradition for ballade ved fodboldkampe på Jetsmark Stadion, tilføjer sikkerhedschefen.