Coronavirus

Op mod hver fjerde med pladsbillet bliver væk fra fyldte tog

En række tog, der er fuldt booket, kører rundt med mange tomme sæder. Kunder glemmer at afbestille pladser.

- Vi opfordrer igen vores kunder til at afbestille pladsbilletten, man ikke bruger, så en anden får glæde af den, lyder det fra DSB. (Arkivfoto).

- Vi opfordrer igen vores kunder til at afbestille pladsbilletten, man ikke bruger, så en anden får glæde af den, lyder det fra DSB. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Op mod hver fjerde, der har bestilt plads i et tog, bliver væk. Og når billetten ikke bliver afbestilt, kan pladsen ikke gives videre til andre rejsende.

Det fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov.

- Vi oplever det i stigende omfang.

- Nu bliver det en større udfordring, fordi flere vender tilbage til togene, i takt med at samfundet åbner, og det giver et større pres på togene, siger han.

På grund af coronasituationen må selskabet kun have passagerer svarende til 50-70 procent af pladserne alt efter togtype.

Rejsende skal derfor have en gratis pladsbillet for at komme med en række af DSB's tog, men reglen fører samtidig til, at tog jævnligt kører rundt med flere tomme pladser end nødvendigt.

- Vi estimerer, at op imod 25 procent i nogle tilfælde er "no show", altså kunder der har bestilt pladsbillet, men ikke møder op og ikke husker at afbestille igen, siger Tony Bispeskov.

Passagerer uden pladsbillet risikerer bøde.

Han erkender, at det særligt kan være en udfordring for pendlere, da de kan have svært ved at vide, hvornår de præcist får fri.

Så for at undgå at gå forgæves og stå og vente på stationerne er der flere, som bestiller pladsbilletter til mere end en afgang.

- Vi opfordrer igen vores kunder til at afbestille pladsbilletten, man ikke bruger, så en anden får glæde af den, siger Tony Bispeskov.

DSB forsøger selv at afhjælpe problemet ved at sætte ekstra vogne på tog, så de bliver ekstra lange på de afgange, hvor der typisk er mange kunder. Alligevel giver det en række udsolgte afgange, særligt på en hovedstrækning mellem eksempelvis København og Aarhus.

Det er myndighederne, som har besluttet, at togene ikke må fyldes helt.

Ifølge informationschefen har DSB umiddelbart ingen planer om at genindføre betaling for pladsbilletter, men der er krav om pladsbillet.

Hvis folk er på stationen og ikke har en pladsbillet, er det muligt at spørge togpersonalet, om der er frie pladser, fordi nogle er blevet væk.

- Men det er selvfølgelig ikke noget, vi kan garantere. Det bedste er at bestille plads på forhånd, siger Tony Bispeskov.

Selskabet er i løbende dialog med Transportministeriet om eventuelle lempelser.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.