Op- og nedture i Brøndby de seneste år

Der har været stor aktivitet i og omkring Brøndby i de seneste måneder. Følg udviklingen i denne kronologi.

4. februar 2013 13:32 - Opdateret 4. februar 2013 13:34

Op- og nedture i Brøndby de seneste år

En kronologi over flere års op- og nedture i fodboldklubben Brøndby:

* 4. februar 2013: Brøndby udbetaler januarløn til spillere og ansatte. Klubben betaler også omkring fire millioner kroner til tre spillere i feriepengesagen, men de resterende feriepengesager vil klubben ikke betale. Disse sager vil Brøndby i stedet have afprøvet. Brøndby meddeler, at aftaler med investor, kreditorer og långivere har gjort det muligt at sikre drift og likviditet frem til den planlagte aktieemission i april/maj i år.

* 4. februar 2013: Brøndby-aktien sættes i børspause på fondsbørsen i København, fordi situationen i selskabet stadig er uafklaret. Børsen venter nu på, at ledelsen i fodboldklubben kommer med en melding om, hvordan forhandlingerne med Spillerforeningen går, og om spillerne får udbetalt løn.

* 31. januar 2013: Fagforbundet HK melder, at det vil begære Brøndby konkurs, hvis fodboldklubbens kontoransatte ikke får deres januarløn udbetalt senest den 18. februar.

I første omgang får klubben en frist på fem dage til at udbetale løn. Derefter vil HK rette en ny henvendelse til klubben med krav om lønudbetaling inden for tre dage. Er pengene stadig ikke udbetalt efter fristen, opsiger HK på medlemmernes vegne ansættelsesforholdene og vil efter yderligere 10 dage - altså den 18. februar - indgive en konkursbegæring.

* 31. januar 2013: Selvom Brøndby har indgået en lønaftale med spillerne, der skal sikre, at klubben har likviditet frem mod den planlagte aktieemission i foråret, er der ikke gået løn ind hos spillerne og de ansatte i administrationen.

* 30. januar 2013: Brøndby-aktien rammer bunden fra morgenstunden på fondsbørsen i København efter et fald på knap 30 procent. Aktien kan nu købes for 8,30 kroner. Inden børslukningen retter aktien sig lidt op og slutter med et fald på 12 procent og kan nu købes til 10,40 kroner.

* 11. januar 2013: Klubben skriver i en fondsbørsmeddelelse, at man har indgået en ny lønaftale med medarbejderne. Aftalen betyder, at klubbens spillere kun får udbetalt 25 procent i januar. De resterende 75 procent bliver dog lagt oven i lønnen i april.

* 8. januar 2013: Brøndby meddeler i en fondsbørsmeddelelse, at klubben er ved at være i mål med en redningsplan. Et punkt i planen er en generel lønnedgang hos medarbejderne, ligesom Spillerforeningen og andre kreditorer skal acceptere henstandsordninger. Kommer disse aftaler i hus, har Brøndby tilsagn om tilførsel af likviditet fra eksterne investorer og nuværende långivere.

* 2. januar 2013: Brøndby oplyser, at sikkerhedschef Emil Bakkendorff stopper efter 30 år som ansat i klubben. Han er især efter pokalsejren over FC København 28. november 2012 blevet mødt med megen kritik, fordi mange af hjemmeholdets fans invaderede banen på Brøndby Stadion efter kampen.

* 18. december 2012: Brøndby bliver af DBU's disciplinærudvalg dømt til at spille to - måske tre - kampe uden tilskuere på Brøndby Stadion som konsekvens af tilskuerballade efter pokalkampen mod FCK, hvor banen bliver invaderet af fans. De to første kampe er ubetinget - superligakampene mod Randers 3. marts og FC Midtjylland 17. marts, mens den tredje hjemmekamp uden tilskuere er betinget og først udløses, hvis der i foråret opstår ny tilskuerballade på Brøndby Stadion. Brøndby får desuden en bøde på 150.000 kroner, men kampene uden tilskuere kommer til at koste Brøndby millioner i manglende indtægter. Brøndby har senere valgt at anke dommen.

* 7. december 2012: Brøndby spiller 2-2 ude mod Sønderjyske. Resultaterne i 2012's sidste spillerunde betyder, at Brøndby overvintrer som nummer 12 og sidst i Superligaen. Høsten i sæsonens 20 første kampe er beskedne 17 point.

* 11. oktober 2012: Brøndby ansætter John "Faxe" Jensen som en del af trænerteamet i en konsulentrolle i et forsøg på at tilføre nye input, gejst og ny energi til den sportslige sektor. Auri Skarbalius fortsætter som cheftræner, Bent Christensen fortsætter som assistenttræner.

* 11. september 2012: Fodboldens Voldgiftsret dømmer til fordel for spillerne i den såkaldte "feriepengesag", hvor Brøndby og andre klubber dømmes til at betale manglende pensionsudbetalinger og feriepenge til en række spillere. Brøndby er den klub, der rammes hårdest. Spillerne Peter Madsen, Thomas Rasmussen og Martin Ericsson er spillerne i de tre prøvesager, men mere end 50 spillere menes efter dommen at have penge til gode i Brøndby. Det samlede beløb, Brøndby skal betale, beløber sig ifølge Spillerforeningen til et godt stykke over 20 millioner kroner.

* 21. juli 2012: Brøndbys bestyrelsesformand, Per Bjerregaard, træder tilbage. Han begrunder sin afsked med den megen negative fokus, der har været på hans person i de senere år.

* 12. juni 2012: Brøndby og administrerende direktør, Jan Lockhart, bliver efter fælles overenskomst enige om at stoppe samarbejdet. Tommy Sommer Håkansson konstitueres som ny administrerende direktør.

* 09. december 2011: Brøndby meddeler, at man forlænger kontrakten med Auri Skarbalius, der er klubbens cheftræner til og med udgangen af 2013.

* 24. oktober 2011: Henrik Jensen fyres som træner efter en række dårlige resultater og erstattes af HB Køges træner, Auri Skarbalius, der skal være cheftræner indtil nytår, hvor han efter planen skulle være begyndt i Brøndby som Henrik Jensens assistenttræner.

* 30. december 2010: Brøndby meddeler, at klubbens tidligere spiller Ole Bjur ansættes som ny sportschef med start fra 1. marts 2011.

* 13. december 2010: Brøndby ansætter Jan Lockhart som administrerende direktør med tiltrædelse i marts måned 2011.

* 02. december 2010: Formand Per Bjerregaard kan på grund af sygdom ikke deltage på klubbens ekstraordinære generalforsamling. Bestyrelsen får fire nye medlemmer, Bjarne Jensen, Tommy Sommer Håkansson, Johnny Nederskov Nielsen og Sten Lerche.

* 22. november 2010: Torben Hjort forlader bestyrelsen.

* 07. november 2010: Brøndby-fans protesterer endnu en gang kraftigt mod Per Bjerregaard under hjemmekamp mod FC Midtjylland. Formanden selv er ikke til stede.

* 04. november 2010: Brøndby-direktør Ole Palmå fratræder sin stilling - men bliver på posten indtil sommer. Bestyrelsesmedlemmerne Kurt Larsen, Niels Roth og Ole Staxen forlader bestyrelsen samtidig.

* 26. marts 2010: Henrik Jensen, der har spillet 278 førsteholdskampe for Brøndby og som to gange tidligere har fungeret som assistenttræner i klubben, bliver præsenteret som ny cheftræner, dog kun med kontrakt frem til sommeren.

* 25. marts 2010: Brøndby fyrer Kent Nielsen som træner efter 1-3-nederlag på hjemmebane til HB Køge.

* 19. marts 2010: Brøndby udnævner klubbens kommercielle direktør, Ole Palmå, til ny administrerende direktør.

* 05. marts 2010: Frank Buch-Andersen stopper som administrerende direktør. Baggrunden er ifølge klubbens hjemmeside uenigheder med klubbens bestyrelse om "væsentlige ledelsesmæssige forhold".

* 30. december 2009: KasiGroup stopper som sponsor i Brøndby IF tre år før tid.

* 09. december 2009: Anders Bjerregaard ønsker at stoppe som sportschef i Brøndby, officielt på grund af trusler mod familien.

* 07. august 2009: Bestyrelsesmedlem i Brøndby siden april 2005 Frank Buch-Andersen erstatter Hermann Haraldsson som direktør.

* 20. juli 2009: Hermann Haraldsson bliver fyret som administrerende direktør.

* 05. december 2008: Tom Køhlert stopper som træner i Brøndby.

* 16. juni 2008: Brøndby offentliggør, at den tidligere Brøndby-spiller og daværende træner i Horsens, Kent Nielsen, bliver ny Brøndbytræner fra 1. januar 2009. Kontrakten løber tre et halvt år.

* 01. april 2008: Den reklameuddannede islænding Hermann Haraldsson bliver ny administrerende direktør i Brøndby.

* 10. oktober 2007: Brøndby offentliggør smykkefirmaet KasiGroup ejet af Jesper Nielsen som ny storsponsor efter Codan. Det er en rekordaftale til en værdi af mindst 100 millioner kroner.

* 31. august 2007: Brøndby melder i en fondsbørsmeddelelse ud, at Per Bjerregaard forlader direktørstolen og i stedet overtager bestyrelsesformandsposten fra Ejvind Sandal. Ole Palmå konstitueres som midlertidig direktør

* 05. januar 2007: René Meulensteen stopper i Brøndby efter mindre end et halvt år på posten. Tom Køhlert bliver ansat som erstatning. Få dage senere retter René Meulensteen i den hollandske avis Algemeen Dagblad en hård kritik af Brøndby, som han kalder 'en rigtig syg patient, hvor en hasteoperation er det eneste middel, hvis man vil blive rask igen'.

* 20. juni 2006: Anders Bjerregaard, Per Bjerregaards søn, bliver ansat som sportschef i Brøndby.

* 20. juni 2006: Brøndby ansætter den forholdsvis ukendte hollænder René Meulensteen som cheftræner.

* 21. maj 2006: Michael Laudrup og John "Faxe" Jensen forlænger ikke kontrakten i Brøndby på grund af uenighed om kontraktens længde. Trænerne ville have lov til at skifte efter et år, mens Brøndby ville have en toårig kontrakt.

* 13. marts 2005: Storinvestoren Torben Røsler træder tilbage som bestyrelsesformand. Sammen med Ole Paustian og Frank Mortensen forlader Røsler helt bestyrelsen på grund af uenighed med direktør Per Bjerregaard om forretningsmodellen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...