EMNER

Opbakning hilses velkommen

KØBENHAVN: Mellemfolkeligt Samvirke er godt tilfreds med, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke vil modsætte sig stormoskeer i København og Århus. - Statsministerens opbakning til stormoskeer er et vigtigt signal for de etniske minoriteter i Danmark i en tid, hvor begrænsninger og påbud ellers er i højeste kurs. Godt gået, Fogh, siger Mellemfolkeligt Samvirkes formand, Søren Hougaard. I oktober kom Mellemfolkeligt Samvirke i Dansk Folkepartis søgelys, fordi organisationen støtter en underskriftsindsamling til fordel for en moske i Århus. Dansk Folkeparti mener ikke, at hjælpeorganisationen kan modtage penge fra staten til sit udviklingsarbejde på grund af opbakningen. Derfor er Mellemfolkeligt Samvirke nu spændt på reaktionen fra regeringens støtteparti. I sidste ende er det den enkelte kommune, der skal give tilladelse til opførelsen af en moske. /ritzau/