EMNER

Opbakning til fælles foreningshus

Byrådsmedlem Anders Gram Mikkelsen (S) begejstret for idéen

FUF forestiller sig at Multihuset bygges øst for Frederikshavn Stadion (til højre på skitsen). På tegningen her ses også stregerne til et forslag om en natur- idrætslegeplads bag Stadion. Frederikshavn Kommune

FUF forestiller sig at Multihuset bygges øst for Frederikshavn Stadion (til højre på skitsen). På tegningen her ses også stregerne til et forslag om en natur- idrætslegeplads bag Stadion. Frederikshavn Kommune

FREDERIKSHAVN:- En god idé, som vi skal afprøve og arbejde videre med. Anders Gram Mikkelsen (S), byrådsmedlem og formand for det nye Folkeoplysningsudvalg, har stor sympati for FUF’s forslag om et fælles foreningshus. Som omtalt forleden har Frederikshavn Ungdoms Fællesråd længe arbejdet med visionen om et Multihus til en lang række af kommunens foreninger og klubber, og FUF foreslår, at det kommer til at ligge ved Frederikshavn Stadion tæt på Arena Nord. - Jeg synes, at det er vigtigt, at vi fortsætter udviklingen af Arena-området. Det er en god grundidé med fleksible lokaler og placeringen er helt rigtig, siger Anders Gram Mikkelsen. Han sidder også i bestyrelsen for Frederikshavn Idrætscenter I/S og vil bede formanden, Per Malmberg, indkalde til et bestyrelsesmøde straks efter sommerferien, hvor FUF kan forelægge planerne. - Erfaringerne omkring tre-enigheden med Det Musiske Hus, Iscenter Nord og Arena Nord siger mig, at når først vi koordinerer tingene, vokser idéerne frem og så kommer pengene lige så stille. Men det er vigtigt, at projekterne har bred opbakning i foreningslivet og i det politiske liv, ellers bliver det vanskeligt at bære det igennem. Anders Gram Mikkelsen ser Multihuset som en perfekt brik i et andet projekt omkring Arena Nord og Stadion: En aktivitets- og idrætslegeplads på området, hvor FfI pt. har træningsbaner samt skråningen op mod P-pladsen på det gamle Atletikstadion. - Nordvestbyen trænger til et grønt åndehul og det kunne fint kombineres med idræts- og foreningslivets aktiviteter i området. Endelig kunne vi uden at skade andre styrke området med flere overnatningsmuligheder end de sølle 17 værelser, der er deroppe i dag, siger Anders Gram Mikkelsen - der har stor respekt for ”et forslag, som er vokset op fra græsrødderne, der vedholdende, målbevidst og kreativt har holdt fast i visionen”. FUF’s forslag opererer med en cirka-pris på 30 mio. kr., hvoraf en stor del skal skaffes via fonde og private investorer. FUF har således aftalt møde med repræsentanter for Lokale- og Anlægsfonden sidst i august.