Lokalpolitik

Opbakning til plan for Agger Havn

Bortset fra en enkelt stemme er der enighed i byrådet om støtte til udviklingsplanen for Agger Havn

Et stort flertal i Thisted Byråd støtter udviklingsplanen for Agger havn og frigav 1,2 millioner kroner til at forberede projektets første fase.Foto: Ole Iversen

Et stort flertal i Thisted Byråd støtter udviklingsplanen for Agger havn og frigav 1,2 millioner kroner til at forberede projektets første fase.Foto: Ole Iversen

AGGER:Risikerer kommunen at påtage sig ekstra driftsudgifter som følge af realiseringen af udviklingsplanen for Agger Havn, et projekt med et samlet budget på 25 millioner kroner?

Spørgsmålet blev rejst et par gange, inden Thisted Byråd med stort flertal, sagde ”ja” til at bevilge et beløb på 1,2 millioner kroner til projektering af udviklingen af Agger Havn. Kun Peter Sørensen (V), stemte imod, som han også havde gjort i udvalget for miljø og teknik. Pengene skal bruges til at detaljere udviklingsplanen, med henblik på at byde arbejderne ud.
Udviklingsplanen skal realiseres i tre etaper, hvor fase et, til en pris af godt 15 millioner kroner, omfatter uddybning af havnen samt etablering af nye spunsvægge og havnehoveder, som de mest udgiftstunge. Thisted Kommunes bidrag til finansieringen er fire millioner kroner.

Jobs og indtjening

- Der er ingen grund til betænkeligheder ved driften. Der vil komme rigeligt udefra, sagde Henning Holm (S), formand for udvalget for miljø og teknik, der så projektet som noget, der vil give både indtjening og arbejdspladser til kommunen.

Ole Christensen (S) kritiserede, at projektet ikke var nævnt i arbejdet med kommunens budget for 2013.
- Siger vi ”ja” til fase 1 i projektet, siger vi også ja til at bruge fire millioner kommunale kroner, sagde han.
Venstres Peter Sørensen begrundede sin modstand mod projektet med, at sagen i marts kom på bordet med besked om, at det stort set var finansieret.
- Nu skal vi bruge 1,2 millioner og investere yderligere fire eller seks millioner - og jeg ser ingen penge til fase to og tre, sagde han.
Jens Kr. Yde (K) slog fast, at der lå mange ”opsatte vedligeholdelseskroner i Agger Havn”. Han så ikke fase et som en del af selve udviklingsplanen, men en genopretningsperiode efter en årrække, hvor den kommunale havn ikke er holdt ordentligt ved lige.
- 1,2 millioner kroner er et lille beløb i forhold til mange års kommunal misrøgt, sagde Jens Kr. Yde, som hæftede sig ved, at projektet har fået tilsagn om fire millioner kroner fra økonomi- og udenrigsministeriets pulje til medfinansiering af EU-projekter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.