Opbakning til viceborgmester

Borgmester Bent Sørensen (S) støtter gruppeformand - og Jørgen Hansen (S) står fast

Lokalpolitik 28. februar 2003 07:00

HALS: Der blev hverken revideret holdninger eller uddelt undskyldninger, da formanden for Venstres byrådsgruppe, Johannes Elsnab, i forbindelse med den lukkede del af denne uges februarmøde tog sagen om Jørgen Hansens (S) kritik af socialudvalgsformand Ane-Marie Viegh Jørgensen (V) op til diskussion i det lukkede forum. Borgmester Bent Sørensen (S) er således klar til at bakke sin gruppeformand op. - Der kom ikke det store ud af vores snak. Det kneb lidt med tiden, og Jørgen Hansen overraskede mig egentlig lidt ved at stå ved hvert et ord, der stod at læse i avisen, fortæller Johannes Elsnab, der dog samtidig kan berette, at spørgsmålet vil blive bragt til debat på ny, når Ane-Marie Viegh Jørgensen er vendt hjem fra sin ferie på Tenerife. - Jeg synes stadig, at det er uholdbart, at en viceborgmester udtaler sig sådan. Det er en helt ny stil, som vi ikke tidligere har været vant til i byrådet, og jeg mener virkelig, at det her er et problem for både Hals Byråd og Socialdemokraterne, at en viceborgmester udtaler sig på den her måde, tilføjer Johannes Elsnab. Sagen om viceborgmester Jørgen Hansen opstod i forlængelse af Socialdemokraternes generalforsamling i mandags, hvor Jørgen Hansen blandt andet sagde, at det i hans øjne var "en stor fejl", at Ane-Marie Viegh Jørgensen fik jobbet som socialudvalgsformand, ligesom han mente, at Ane-Marie Viegh Jørgensen i bestræbelserne på at markere sig selv ikke gik af vejen for at bruge "fortielser, halve sandheder og usandheder". Jørgen Hansen har ikke fortrudt, hvad han sagde. - Der er intet nyt i det her. Det eneste nye er, at jeg som gruppeformand har aflagt en årsberetning på generalforsamlingen, og når jeg kigger på det samspil, der har været i byrådet, så har et af problemerne været dem, jeg nævnte med hensyn til Ane-Marie Viegh Jørgensen, siger han. Fejlrettet kritik - Derfor mener jeg også, at man nu sætter plasteret ved siden af såret ved at skælde ud på mig. Det er jo ikke mig, der fremkommer med de halve sandheder og usandheder, og jeg kan derfor ikke få dårlig samvittighed over det her. Det må de selv slås med i Venstre, fortsætter Jørgen Hansen. S-profilen bemærker videre, at han over for byrådet har dokumenteret sin påstand om, at Ane-Marie Viegh Jørgensen fremkommer med urigtige postulater. Her peger han blandt andet på den kendsgerning, at Ane-Marie Viegh Jørgensen i fjor mente at vide, at Hals Kommunes forhøjelse af skatterne ville medføre en ekstraregning til kommunen på 2,2 mio. kr. - Det skete imidlertid aldrig. Jeg har i hvert fald ikke set regningen, og jeg mener ikke, at man skal komme med sandheder, som ikke eksisterer. Så er der jo tale om usandheder, siger Jørgen Hansen, der som nævnt i indledningen bakkes op af S-lejrens borgmester, Bent Sørensen. Øretævernes holdeplads - Jeg synes egentlig, at den her debat er lidt overdrevet, siger Bent Sørensen, der på spørgsmålet om, hvorvidt han deler Jørgen Hansens holdning, svarer: - Det er gruppens beretning, der er tale om, og så er det vel svar på det. - Ane-Marie Viegh Jørgensen førte sig lidt aggressivt frem ved budgetlægningen sidste år, og gør man det, skal man også være indstillet på, at vi skyder igen, fortsætter Bent Sørensen, der på spørgsmålet om, hvorvidt det kan betegnes som en fejl, at Ane-Marie Viegh Jørgensen er blevet socialudvalgsformand, har denne kommentar: - Det er noget, Venstre bestemmer. Jeg kan således stadig huske de dårlige gamle dage, hvor det var et andet parti, der sad på magten i byrådet, og hvor oppositionspolitikerne for alvor blev vejet. Man skulle være en pæn mand for at få en formandspost som oppositionspolitiker dengang, og jeg synes, at vi nu har en god regel om, at det er noget, de i Venstre selv får lov til at bestemme. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Ane-Marie Viegh Jørgensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...