Opdateret hjernevask

Solid amerikansk underholdning, som har tendens til at overdrive sine virkemidler og køre sin historie lige lovligt langt ud. Men hvis du kan holde til at se på Denzel Washington, mens han kæmper heltemodigt med sørgmodige cockerspanieløjne i to timer for at finde sandheden ... Personligt foretrækker jeg Denzel, når han spiller onde skurkeroller. Når han spiller helt, gør han det på en måde, så vi fra filmens start aner, at det her kan ganske vist godt komme til at gøre ondt og blive modbydeligt undervejs. Men i sidste instans vil de gode sejre over de onde. Og det ødelægger lidt fornøjelsen for én. Men altså. En deling amerikanske soldater falder i et irakisk bagholdsangreb i den kuwaitiske ørken i 1991. Sergent Shaw (Liev Schreiber) nedkæmper ene mand fjenden, da delingens befalingsmand, major Marco, mister bevidstheden. Et par amerikanske soldater bliver dræbt. Efter bataljen indstiller Marco (Denzel Washington) Shaw til æresmedaljen for heltemodig indsats. 12 år efter er krigshelten Shaw godt i gang med at gøre politisk karriere hjemme i USA. Godt støttet af sin ambitiøse senatormor, Eleanor (Meryl Streep). Men noget er frygteligt galt. Marco er plaget af dunkle mareridt, og brudvist får vi afdækket, hvad der virkelig skete bagefter bagholdet. Det er - selvfølgelig - en grum historie. Om hjernevask, om politisk manipulation og hensynsløs, gridsk udbytning. Dette "remake" af den gamle klassiker fra 1962, som havde Frank Sinatra i hovedrollen, er langt hen ad vejen jævnt underholdende. Hjernevaskafdelingen er videnskabeligt moderniseret, men på en eller anden måde bliver plottet aldrig rigtigt uhyggeligt. Meryl Streep er flere gange på kanten af manieret overspil, når hun giver den som det frygtelige moderuhyre, der er i stand til alt for at få sin søn til at gøre, som hun vil. Denzel Washington spiller sin rolle panderynkende bekymret, men virker ikke for alvor angst for de uhyrligheder, han prøver at afsløre. Det svækker troværdigheden. Og selv om der er et par regulære gysende overraskelser undervejs, vil manuskriptet næsten for meget. Både være nervepirrende spændende og samtidigt afdække påtrængende verdenspolitiske problemer. Terrorismen, de store firmakoncerners hensynsløse udbytning og den politiske råddenskab, som hele det amerikanske system er præget af. Hensigten er god nok, men hjernevaskplottet er for svagt og utroværdigt til at få den politiske rævekage til at hænge ordentligt sammen. Derfor ender den desværre mest med at være underholdning. "The Manchurian Candidate". USA, 2004. Instr.: Jonathan Demme. To timer, 10 min. Till. f. 15 år. Danmarkspremiere.