Opels guldhøne

En guldhøne - den slagter man da ikke. Talemåden er gammel men hos Opel stadig gyldig anno 2006.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Instrumentbordet er både nydeligt og velindrettet.

Godt nok er konceptet for mærkets helt store succes-bil Zafira efterhånden ved at være otte år gammelt - en meget lang periode i udviklingen i bilernes verden - men klogt nok fastholder Opel det. Nyeste Zafira-aftapning er godt nok ændret i forhold til første Zafira-model, men det grundlæggende kompakt-MPV koncept er fastholdt: Plads til syv personer i en bil, der fra kofanger til kofanger er kortere end f. eks. Vectra. To sæder helt foran, et forskydeligt bænkesæde til tre midti og to klapsæder helt bagomme lyder opskriften. Ligesom med den øvrige bil er systemet i den ny model finpudset således, at alle funktioner i den fleksible indretning er nemme at udføre - blot man lige har prøvet det et par gange. Vil man f. eks. udnytte bilen optimalt rent pladsmæssigt, som vi prøvede under testen, nemlig som ”van” og kun med de to forreste sæder i brug, ja, så kunne operationen med at klappe hele molevitten sammen - og frem - godt minde lidt om første gang, man rejser forteltet til en campingvogn. Men som sagt, med lidt øvelse går det nemt, og selve fleksibiliten i indretningen er bedst i klassen. Først lod vi Zafiraen slæbe flere familiers bagage gennem det halve Europa - dernæst blev den anvendt som storfamiliebil med seks af de syv sæder i brug, hvilket betyder, at der så skabes ekstra plads til bagagen. For med alle sæder i brug på en gang, ja, så der er kun plads til et par sportstasker og det løse. Kapaciteten er så nede på 140 liter. Men tipper man et af de bagerste sæder frem, får man også plads til et par gedigne kufferter m.m. Og er der kun brug for fem siddepladser, er bagagepladsen virkelig god, nemlig hele 645 liter. Og det vel at mærke kun læsset til ryglænskanten. Fleksibiliteten lærer man endvidere at sætte pris på i forbindelse med anden sæderække, nemlig bænksædet der kan skydes frem og tilbage og ryglænene hældes mere eller mindre. Så kan man med ikke alt for langbede i anden sæderække skabe bedre benplads i tredje sæderække. At adgangen til sidstnævnte så er noget besværlig, må man leve med. Men det hjælper dog på adgangen at køre midterste sæderække helt frem, når man skal om bagi. Højt komfort-niveau Her lider man også lidt af mangel på frisk og kølig luft - især ved kørsel under sydens bagende sol. Der er friskluftdyser til midtersædet, og godt for det, men desværre ingen helt omme bagi. Det bør Opel tænke på ved et evt. facelift - eller ny model. Ellers er kabinen behagelig at opholde sig i. Vi testede basisversionen 1,6 Limited, der som standard har velfungerende aircondition, og det høje komfort-niveau underbygges desuden af gode sidde- og pladsforhold og særdeles lavt støjniveau. Selv ved udenlandsk motorvejsfart op til 160 km/t er støjniveauet klædeligt lavt, og Zafiraens høje komfortniveau underbygges desuden af god kabineplads og fine siddeforhold. Affjedringen er fornuftigt afstemt - dog kniber det lidt med at sluge de ujævnheder, som nordjyske kommunevejes kraftige asfaltlapper kan byde på. Køreegenskaberne fortjener i den grad ros. Zafiraen lader sig kun i ringe grad påvirke af stort læs, på motorvejen og landevejen ligger bilen solidt og kritiske manøvrer klares i fin balance, og måtte situationen kræve det, griber antiskrid-systemet ESP (standard) lynrapt ind. Økonomisk motor Testbilens 1,6 motor yder 105 hk. Umiddelbart ikke stort set i lyset af, at Opel’en kan rumme mange personer og stor bagagemængde, men i praksis klarer den sig fint. Bevares, det kan da med fuldt læs være nødvendigt en enkelt gang eller to at skifte til fjerde, når Kassel-bakkerne skal forceres, men generelt savnede jeg ikke flere kræfter. Og der er 25.000 kr. at spare ved at vælge 1,6’eren frem for 1,8 eren på 140 hk, og dertil kommer at 1,6’eren på en 2200 km lang teststrækning med stort læs og stærkt skiftende kørselsforhold præsterede 13,1 km/l. Det er særdeles flot.