Open Air gav underskud

Bundlinien er rød efter årets udgave af Dybvad Open Air. Arrangørerne har taget arbejdshandskerne på, så minus igen kan blive til plus

Der var lidt for god plads til Dybvad Open Air 2011. Flere hundrede gæster blev væk, og det påvirkede omsætningen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Der var lidt for god plads til Dybvad Open Air 2011. Flere hundrede gæster blev væk, og det påvirkede omsætningen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Det økonomiske resultatet af Dybvad Open Air 2011 er ikke en glædelig nyhed. - Vi har fået et underskud på omkring 150.000 kroner, fortæller formanden for Dybvad Open Airs styregruppe John Nepper. Han er ikke i tvivl om, hvorfor arrangørerne står tilbage med et relativt stort underskud. - Vi har haft væsentligt færre gæster, end vi havde håbet på, og vi er nødt til at forholde os til, hvorfor det er sket, siger John Nepper. Skarpere profil Sammenlignet med tidligere år, så manglede der omkring 400 besøgende i 2011. Det svigtende billetsalg har givet tid til eftertanke hos arrangørerne. - Det kan være, at vi har valgt en forkert musikprofil. Vi er en lille koncert, og vi kan ikke sprede os ud over hele spekteret, forklarer John Nepper. Den erkendelse får synlige konsekvenser for Dybvad Open Air 2012. - Vi er nødt til at være skarpere og mere snævre i vores musikprofil. Vi skal henvende os til et bestemt publikum, som skal kunne synge med fra de kommer til de går, siger John Nepper. Hyggelig havefest Fremtidens skarpe profil er et resultat af de tilbagemeldinger, som arrangørerne blandt andet har indhentet hos de folk, som blev væk fra årets koncert. - Vi skal have et bredt og folkeligt program næste år, hvor folk kender de bands, der kommer. Det skal være den hyggelige havefest, som vi også har ry for, siger John Nepper. Styregruppen har samtidig igangsat flere initiativer, der skal hjælpe på billetsalget. Tiltro til succes Et af de initiativer sker på erhvervssiden. - Vi har været så heldige at få en rutineret erhvervsmand ind i udvalget, som skal rundt og besøge erhvervsvirksomheder og forsøge at sælge pakkeløsninger og billetter på den front, fortæller John Nepper. Tiltroen til succes ved fremtidens koncerter er intakt på trods af årets store underskud. - Hvis vi kan få over 500 flere besøgende, så går vi jo i plus igen, så vi er bestemt optimistiske, siger John Nepper.