Open by Night gik i kage

Se billederne her

Birgit Eriksen
Kagemesteren Annemette Voss gav kvalificerede råd til aftenens mange kagebagere, og publikum lyttede interesseret. Foto: Kurt Bering
Brønderslev 1. maj 2015 12:51

BRØNDERSLEV: Det er 20 år siden Open by Night blev ”opfundet” i Brønderslev, og jubilæet blev torsdag fejret med en stor kagefest, der udfordrede både kunders og butikkers bagetalent.

Byens butikker viste kagevejen med et væld af flotte, smukke, kreative kager, og kunderne kunne stemme på det flotteste bagværk. 25 butikker var med i spurten, og Vero Moda vandt. På andenpladsen kom Nordjyske Bank, mens Seeds sikrede sig en tredjeplads - 700 stemmesedler fra kunderne blev talt op, da aftenen var forbi.

Kundernes store bagedyst løb af stablen i et telt på Arkadetorvet, og 14 kager stod på bordet, da fristen for at indlevere de søde bidrag var udløbet.

Til at bedømme kagerne var kagemesteren Annemette Voss fra DRs ”Den store bagedyst” 2013, og hun fik kyndig assistance fra Brønderslevs lokale kageekspert Marlene Meyer Møller og handelschef Malene Fisker. Trekløveret smagte sig gennem de mange flotte værker, og kårede efterfølgende den mest velsmagende kage.

- Najh, hvor er den god - klassisk dansk summer, superlækker. Svampet, saftig vaniljebund og med hindbær, der er syrlige - og masser af hindbær. Det er smagen af godhed.

Sådan lød ordene om aftenens vinderkage, som seks-årige Jonas Skak Hellesøe Sten havde kreeret - hans kage vandt med dommerstemmerne 2-1.

Annika Hansen vandt jubilæumskage-kategorien med en flot og kreativ Open by Night-jubilæumskage. Og ikke alene var kagen imponerende at se på - den smagte rigtig godt, lød det fra dommerne.

Marianne Mortensen vandt den tredje kategori - nemlig det bedste konditorværk.

Da kagedysten var forbi, kunne de mange tilskuere få smagsprøver.

Og med smagen af godhed i munden, gik de videre ud i byen for at lade sig friste af gode tilbud og hyggelig stemning i gaderne.

Aftenens mange gæster var sammen med byens butikker med til at markere, at det er 20 år siden Brønderslev Handel første gang inviterede til Open by Night - som den første by i landet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...