Musik

Open By Night i Skagen i aften

Der er knald på hele aftenen

Det ligner Kim Larsen, og efter sigende skulle Ole Gas også være en "god kopi".

Det ligner Kim Larsen, og efter sigende skulle Ole Gas også være en "god kopi".

Nej, det bliver ikke den rigtige Kim Larsen, der synger til Open By Night i Skagen i aften, fredag, men det bliver en god kopi, ja, nogle påstår, at kopien, Ole Gas, ligner så meget originalen, at man skal tæt på for at se forskel. Og kan stemmen måske ikke helt leve op til Kim Larsen, så skulle der i hvert fald være garanti for en række af Kim Larsens og Gasolins numre, sange som Ole Gas har øvet sig på, siden han var 10 år gammel, og nu kan han så opleves fredag aften på Viggo Hansens Plads i Skagen fra kl. 19. Som Open By Night antyder, vil en stor del af Skagens forretninger også denne aften have længe åbent, typisk til kl. 22, og har man fået lyst til mere musik efter at have lyttet til "Kim Larsen - kopien" på torvet, er en række caféer og værtshuse klar til at tage mod gæster og byde på god levende musik. Det er for øvrigt ikke kun denne fredag aften, at man kan handle sent i Skagen. Den vejledende melding fra Skagen Handelsstandsforening er, at butikkerne i hele juli vil have åbent hverdage til kl. 18, lørdage til kl. 16 og søndage fra kl. 11 til 16.