Open By Night med rodeo og Gran Prix

Medicin 1. juni 2005 06:00

DRONNINGLUND: Børne Melodi Granprix, Line Dance og DM i Rodeo 2005. Det sker alt sammen i Dronninglund, når der torsdag er Open By Night. Ved rådhuset på Slotsgade starter Børne Melodi GranPrix klokken 18.30. Alle børn i alderen 3 til 14 år kan tilmelde sig ved scenen og få deres stjernedrømme opfyldt. I hvertfald for en aften. De bedste går videre til finalen, der går i gang klokken 21. Der bliver også hoppeborg og ansigtsmaling på gaden, og Gandrup Line Dance og "Elvis is back" går begge på scenen i løbet af aftenen. På Stationsvej er der DM i Rodeo 2005, hvor alle kan melde sig til konkurrencen på rodeotyren. Vinderen går videre til landsfinalen, hvor der dystes om en tur til USA. Så hold fast. Hvis rodeo er for vildt, er der også ponyridning på gaden. Som noget nyt holder apoteket åbent hus, så folk kan komme "bag facaden." På apoteket kan man blandt andet komme ind og se, hvordan en recept bliver ekspederet og få målt blodsukker og blodtryk. INørregade står den på "Western Night." Der er guldgravning, og countrybandet "Back to country" underholder. På Old Time Square ved Brugsen underholder "De Røde Skjorter" i Partyteltet. Så folkedans og spillemænd skal findes her. Hvis der skal shoppes efter gode tilbud er der mulighed for det indtil klokken 22, hvor butikkerne først lukker. Hvis en god bog skal lånes med hjem kan du også gå på biblioteket til klokken 22. Underholdningen starter klokken 18 og slutter af med festfyrværkeri klokken 22.45.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...