Musik

Open Night med X-Factor

Frederik fra X-Factor er hovednavnet til Open By Night i Frederikshavn.

Frederik fra X-Factor er hovednavnet til Open By Night i Frederikshavn.

FREDERIKSHAVN:Frederik fra X-Factor, morgengudstjeneste, Peter Pedal, Frederikshavn Blinde Idræt, en ko og stribevis af gode tilbud i butikkerne. Umiddelbart kan det være svært at se sammenhængen, men den er god nok. Onsdag er der Open By Night i Frederikshavn, og handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK har traditionen tro sammensat et varieret program. Musikken er omdrejningspunktet i aftentimerne. Hele 10 livebands er på plakaten. Uden at forklejne de øvrige er der ingen tvivl om, at charmetrolden Frederik fra X-Factor trækker det største publikum. Han spiller klokken 19 og 21 på scenen foran Peiter Sport. For Frederik er der tale om et gensyn med Frederikshavn. Han aftjente sin værnepligt i byen i 1999. – Jeg glæder mig til at vende tilbage, og det bliver rart at synge i gågaden om aftenen i stedet for om natten på vej hjem fra byen, smiler Frederik Konradsen med det store, sorte hår, som stammer fra hans mor, der er født på Madagaskar. Musikalsk bliver der endvidere mulighed for at høre duoen Kun2, Lindgaard Band, Busted Blues Band, Bozeman, Nightcap, Paul Adrian Warren, Kalles Jazzkapel, Firebirds og Tordenskioldgarden. En række foreninger har stande i gågaden. Det gælder blandt andet Danmarks Naturfredningsforening, som kommer med udstillingen Naturens Ambulance. – Vi opfordrer alle til at deltage i afstemningen om deres foretrukne naturområde i kommunen, og der bliver mulighed for at høre mere om Frederikshavn som Klimakommune. Folk kan også deltage i en quiz om vilde dyr, siger udstillingsassistent Mikael Skovsted fra Naturens Ambulance. Frederikshavn Blinde Idræt er i gågaden for at hverve frivillige hjælpere til foreningens cirka 20 synshandicappede medlemmer. Uden hjælpere kan medlemmerne ikke dyrke elektronskydning og showdown (bordtennis for blinde) og køre på tandemcykel. Stena Line slipper Peter Pedal løs i fem timer – faktisk vil der være to abekatte, der render rundt i gågaden i fem timer og deler bananer ud. På FREDERIK’s hjemmeside – www.frederik.nu – er der en konkurrence, hvor to heldige familier vinder et Peter Pedal Cruise til Oslo. På hjemmesiden er det endvidere muligt at se hele Open By Night-programmet. Landbo Nord har også meldt sin ankomst med udstillingen ”Landbruget kommer til byen”. Børnene har mulighed for at klappe en sød kalv, og har de mod på mere, er de velkomne til at malke en ko. Open By Night begynder med morgengudstjeneste i Frederikshavn Kirke og afsluttes med kæmpe festfyrværkeri på Rådhuspladsen. – Vejrudsigten er med os. Det vil være fantastisk, hvis vi endelig kan holde Open By Night på en rigtig sommeraften. Det er ikke sket i seks år, fortæller handelschef Michael Frederiksen.