Oper klar til flere pletskud

Esteren har scoret i AaB's tre seneste kampe

Fodbold 20. april 2003 08:00

AALBORG: Han har fundet vej til modstandernes netmasker i AaB's tre seneste kampe, og estiske Andres Oper vil meget gerne fortsætte i samme spor i morgen 2. påskedag i den tv-transmitterede kamp mod de tirrede og sårede FCK-løver i Parken i Superligaen i fodbold. - Det var bare så godt, at vi slog AGF 2-0 i onsdags på Aalborg Stadion. Vi forlod alle grænsværen med en enorm god følelse, og samtlige spillere havde ydet 110 procent fightermæssigt, siger angriberen Andres Oper, der er i gang med sin fjerde sæson i AaB-trøjen. Han kan - ligesom AaB's faste firkløver på det danske U 21-landshold, Michael Silberbauer, Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen og Martin Pedersen, og måske målmand Jimmy Nielsen, der p.t. er andenkeeper på det danske A-landshold - se frem til en hæsblæsende periode på grund af det hårde program i Superligaen og landsholdsopgaver. Trupperne til det danske A- og U 21-landshold til venskabskampe mod Ukraine - begge hold spiller onsdag 30. april - offentliggøres på tirsdag i Parken. Op mod Andorra - Vi har tre udekampe med AaB på seks dage - FCK, Brøndby på torsdag (pokalsemifinale) og AB næste søndag, red.), og dagen efter udekampen mod AB (mandag 28. april, red.) flyver jeg direkte til Barcelona for at støde til den estiske landsholdstrup, der skal spille EM-kvalifikationskamp mod Andorra i Andorra om onsdagen, fortsætter Andres Oper. - Først gælder det dog FC København, og vi skal ikke skele for megen til statistikken, der siger, at FCK ikke har tabt hjemme i denne sæson og for den sags skyld i meget lang tid. De er sårede efter torsdagens nederlag til Silkeborg, pointerer Andres Oper, der har kontrakt med AaB til sommeren 2004. AaB-topscoreren, der er noteret for ni fuldtræffere i Superligaen i denne sæson og én enkelt i Dong Cup, var slemt plaget af sygdom i optakten til forårssæsonen . - Jeg døjede både med influenza, bihulebetændelse og bronchitis, og jeg havde i en periode 40 i feber, men det er jeg heldigvis kommet helt over, og så har jeg fået min bedre halvdel, Marge, og vores datter, Emma, til Aalborg. Det hjælper også på humøret, forklarer Andres Oper. Ny højre back FC København risikerer at miste førstepladsen i Superligaen i dag. Det sker, hvis Brøndby ude besejrer Farum i en tv-kamp. Den tidligere AaB-cheftræner Hans Backes mandskab har blot hentet fem point i forårets kampe. - Det kan blive en modbydelig vanskelig kamp for os, fastslår AaB-cheftræner Poul Erik Andreasen. - Sårede løver er værre at løbe ind i end mætte løver, og de vil med garanti være ekstra aggressive mod os. Den karantæneramte højre back, Martin Pedersen, og tilbagevendte Peter Tranberg glider ud af truppen i forhold til AGF-kampen. Allan Gaarde og forhåbentlig Christian Christiansen glider ind. Det sidste afgør træningen søndag. - Vi skal have fundet en ny højre back. Christian Christiansen, Jacob Krüger og Mads Bro Hansen har spillet pladsen før. Krüger indgår under alle omstændigheder i den endelige trup på 15 spillere, da han kan gardere både i midterforsvaret og på backpladsen, siger Poul Erik Andreasen, der sandsynligvis tager følgende 16 spillere med til Parken: Jimmy Nielsen og Kasper Jensen - Christian Christiansen, Diego Tur, Brian Priske, Allan K. Jepsen, Michael Silberbauer, Stefan Schmidt, Rasmus Würtz, Mads Bro Hansen, Andres Oper, Thomas Augustinussen, Allan Gaarde, Jacob Sørensen, Jacob Krüger og Kasper Risgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...