Opera i Kino

Verdens mest efterspurgte operasangere, ægteparret Angela Georghiu og Roberto Alagna, kan i denne uge opleves i filmen Tosca i Fjerritslev Kino. Filmen bygger på operaen af samme navn af Puccini. Musikken og sangen er fra 1900, men er ikke blevet mindre populær siden da. I filmudgaven har den franske instruktør Benoit Jacquot dramatiseret handlingen ved at bruge autentiske omgivelser. Cavaradossi (Alagna) skjuler en politisk flygtning for den farlige grev Scarpia, men fortæller ikke sin elskede Tosca (Georghiu)), hvorfor han ofte er væk. Hun tror, han ser en anden kvinde, og Scarpia benytter sig af hendes jalousi og fængsler og torturerer Cavaradossi. Tosca røber, hvad hun ved om flygtningen og tror hun derved kan få løsladt sin elskede. Men han kalder hende en forræder, og alt ender i tragedie. En rigtig opera, med formidable stemmer og fantastiske omgivelser. TINGSKOVEN Svampetur med naturvenner På lørdag eftermiddag er der svampetur i Tingskoven med Danmarks Naturfredningsforening. Det er tid for både kantereller og rørhatte, som hører til de gode spisesvampe, og hvordan man kan kende dem fra andre, især de rigtigt giftige, vil turleder Mariann Stenholm fortælle om undervejs. Der er mødested på rastepladsen midt i Tingskoven, og det er en god ide at medbringe en kurv og en kniv. Endelig ikke plasticposer, lyder et godt råd. HAVERSLEV Campingplads sælges måske Fjerritslev Kommune overvejer at sælge den kommunalt ejede Haverslev Campingplads. Den nuværende forpagter har opsagt kontrakten, der var gældende for 2003 og 2004, på grund af sygdom, og pladsen er derfor lukket. I morgen diskuterer økonomiudvalget, om man skal forsøge at sælge campingpladsen ved offentligt udbud. Den er på 2,5 hektar og rummer 80 enheder, og den er vurderet til 680.000 kr.. Pladsen er optaget i Dansk Camping Union, og den bruges især af fastliggere og cykelturister.