Opera i Rebild Bakker gav et minus på 185.000 kr.

Lokalpolitik 1. september 2004 06:00

REBILD: Det har vist sig, at der kun var 3000 betalende gæster til Opera i Rbild Bakker for to uger siden. Det har arrangøren, foreningen Teaterexpressen, med ærgrelse konstateret ved den nærmere opgørelse efter friluftskoncerten, og det lave billetsalg betyder et underskud på 185.000 kr. på årets arrangement. Den lokale teaterforening er derfor kommet med et nødråb over for Skørping Kommunes økonomiudvalg. Teaterexpressen beder Skørping Kommune om et rente- og afdragsfrit lån på 200.000 kr. til at dække underskuddet. Ellers risikerer kommunen, at arrangementet ikke kan bestå som den nye tradition, det har udviklet sig til siden kulturkommuneåret 2002. Enten fordi Teaterexpressen må gå konkurs, eller fordi foreningen må indgå frivillig akkord om gældens afvikling, og "det betyder, at det bliver vanskeligt at videreføre Opera i Rebild Bakker i 2005", som formand Jan Nielsen og næstformand Jørgen Lauritzen skriver i brevet til kommunens økonomiudvalg. Økonomiudvalget har dog endnu ikke taget stilling til ansøgningen, men oversendt den til behandling i byrådet. Udvalget har dog bedt forvaltningen om at fremskaffe et regnskab fra Teaterexpressen forinden. Foreningen har blandt andet selv peget på, at samarbejdet med Cumedin om at skaffe sponsorindtægter har været "en fiasko".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...