Opera i Rebild er klar til jubilæum

Sekscifret overskud efter Opera i Rebild 2010

Når luften over Rebild Bakker igen fyldes med operasang næste år, så fejrer den udendørs operakoncert sit 10 års jubilæum. Og der bliver råd til lidt ekstra, for Foreningen Opera i Rebild har afsat 40.000 kroner til jubilæumskrydderi, fortæller foreningens kasserer Sten Kristensen. - Vi er allerede i gang med forberedelserne. Vi glæder os rigtig meget og satser da også på at gøre lidt ekstra ud af det for at fejre 10 års jubilæet, siger Sten Kristensen. Flot regnskab At det bliver muligt at gøre lidt ekstra til næste år skyldes et flot regnskab for den operakoncert, som godt 2700 betalende gæster oplevede tilbage i august. Foreningen Opera i Rebild havde nemlig kun budgetteret med 2500 betalende, så de 200 "ekstra" har været med til at overskuddet for sommerens anstrengelser over 100.000 kroner. - Vi er rigtig glade for, at der kom så mange. Vi synes selv, at vi har et kvalitetsprodukt, siger Sten Kristensen, som dog gerne så, at lidt flere finder vej til arrangementet i fremtiden. - Vi kan måske godt undre os lidt over, at vi ikke kan komme op på 3000 betalende, som er vores ambition, men vi har ikke fundet ud af, hvordan vi når det sidste stykke, siger Sten Kristensen. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende, onsdag