Opera og Krøniken trak millioner til skærmen

Operaen i København kunne have fået salen fyldt 628 gange, hvis DR1's seere også skulle have haft en plads på sæderne lørdag aften. For mens cirka 1400 overværede åbningen, havde DR1 i gennemsnit 879.000 seere gennem hele aftenen med en top på 1,2 mill. kl. 1930, viser seertallene fra Gallups såkaldte tv-meter. DRs konstituerede generaldirektør Lars Vesterløkke kalder det "overvældende", at så mange så operaåbningen, "en markant en public service"-opgave. Lars Vesterløkke finder den store interesse lørdag aften dobbelt dejlig, da DR netop har besluttet at skærpe kultur- og public service-profilen i 2005. Blandt andet ved at sende flere transmissioner fra Det Kongelige Teater i den bedste sendetid på DR1. Operaåbningen blev fulgt af 45,4 procent af de seere, der havde deres fjernsyn tændt lørdag aften i tidsrummet, og seernes vurdering af programmet var i den meget pæne ende: nemlig 4,3 på en skala, hvor 5 er det bedste. Søndag aften toppede DR1 igen med over 2,5 millioner seere til starten på den nye omgang af "Krøniken". Helt præcist så 2.527.000, eller 85 procent af alle danskere, der havde fjernsynet tændt søndag aften så med, og vurderingen af det 11. afsnit lød på 4,4, oplyser DR's pressetjeneste.