Velgørenhed

Operachefen går til filmen

For nogle år siden henvendte to filmproducenter sig til Kasper Holten for at se på mulighederne for at lave en operafilm. De blev enige om Mozarts "Don Giovanni". Nu kommer "Juan" på næste torsdag

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kasper Holten er nu klar med sin første spillefilm "Juan".

Da producenterne Malene Blenkov og Michel Schønneman og operachefen satte sig sammen, fandt de ret hurtigt ud af, at af alle de klassiske operaer rummer "Juan" ingredienserne til en god film. Historien rummer noget mytologisk, og den har drive, fordi det er en thriller om en mand, der bliver jagtet af politiet. Og så er det en vanvittig sexet historie om en mand, der kæmper med sin rastløshed og sine dæmoner. Historien er nyfortolket, og operafilmen får et skud ny adrenalin med for eksempel live sang i mikrofoner på settet. Allerede i gymnasiet skrev Holten opgave om den klassiske opera, og den 37-årige operachef har alle dage haft et udestående med "Don Giovanni", men han har også haft en idé om, at det måtte vente, til han var blevet ældre og forstod perspektiverne i historien bedre. -De to operaer, som alle elsker, og som aldrig vil lykkes, er jo "Carmen" og "Don Juan", fordi de handler om personer, vi alle sammen har en masse holdninger til og tanker om. Man kan have alle mulige idéer om Carmen og Don Juan som mytologiske skikkelser, men i det øjeblik du vælger en skuespiller, så lukker du mange flere muligheder ned, end der åbner sig, og så ryger noget af tryllestøvet. "Juan" er en af grundfortællingerne i europæisk kulturhistorie. Historien om libertineren der sætter sig op imod Gud og som bryder reglerne for, hvordan vi må leve og tage for os af retterne. Juan har en livsappetit, der er grænseoverskridende. I 15-16-1700-tallet blev historien primært fortalt ud fra vinklen om, at Gud kommer og straffer oprøreren Juan. I dag er der ikke så meget frygt for en Gud der hævner, men straffen kommer indefra i stedet for. Hvis du ikke kan tøjle den livsappetit, der får dig til at bygge paladser, rejse verden rundt, elske kvinder men som også får dig til at drage i krig og som driver dig videre og videre uden at turde stoppe op, så kan det hurtigt blive en destruktiv energi, siger Kasper Holten og holder en lille tænkepause, inden han fortsætter, og der er ellers ikke mange ophold i en engageret strøm af gennemtænkte og bevidste ord: - Personligt føler jeg mig også spejlet i historien, og jeg mener, den er ekstremt relevant i dag. "Juan" er ikke kun en historie om en mand, der elsker kvinder, men en historie om en mand, der ødelægger sig selv, fordi han ikke kan tøjle sin indre livskraft og ikke tør se sine dæmoner i øjnene. Jeg tror rigtig mange mennesker i vores tid slås med det dilemma. Balancen mellem megalomani og narcissisme og eftertænksomhed. Den opera har betydet noget særligt for mig. Hvordan har du distanceret dig fra andre operafilm? - Jeg har forsøgt at undgå glatheden med den studieproducerede lyd. Lydsiden i operafilm er ofte så ren og pæn, at den giver filmen en nærmest reklamefilmsagtig hinde, hvor man ikke for alvor kunne trænge ind til personerne. En anden tendens har været, at man med pengene på film ville lave endnu større kulisser og udtrykke en overdådig opulence, der kan konkurrere med operascenen, men som alligevel i sidste ende kommer til at stride mod ånden i opera, siger Kasper Bech Holten, og uddyber: Fra banket til benzintank - Vi vil ikke bare lave det hele stort og flot. Vi vil fortolke. Historien skal oversættes og handle om folk i dag. Vi skal ikke lave marmorstatuen fra scenen som computereffekt på film. Vi skal udtrykke, hvad den udtrykker på en ny måde. Dernæst forsøger vi at lade det fede ved opera befrugte det fede ved filmen. Sangerne skal være til stede i sangen og filmens evne til identifikation. Vi skal up close and personal. Historien udvikler sig i min film fra noget, der starter i et operahus og rødt plys til lidt af et mareridt. Det er en slags omvendt eventyr. Jo længere vi kommer ind i mareridtet, jo mere subjektivt bliver det. Til sidst er vi inde i Juans hoved og ser hans opgør med sine dæmoner fra hans eget synspunkt. Den store banket til sidst er for eksempel lavet om til et røveri på en tankstation og en biljagt. Det var nok ikke lige det, Mozart konkret havde forestillet sig, men hvis jeg forstår Mozart ret, når jeg lytter til hans musik, tror jeg, han ville synes, det var herreskægt. Men det må andre bedømme, om det er, når de ser resultatet. Opera og film er to forskellige verdener Kasper Holten måtte sande, at film er anderledes en arbejdet på en operascene mange måder. - Du indspiller kun en lille bid hver dag på en film, men den er der til gengæld premiere på hver dag. Der er ikke en dag, hvor du lige kan tillade dig at være mindre god end de andre, for i morgen er du på en anden location. På teatret kan du godt springe en dag over i prøverne og tænke over nogle problemer og så fortsætte dagen efter. På film skal alt det arbejde være gjort hjemmefra. På en film skal du være langt mere nøjagtigt forberedt og have mere præcis viden om, hvad du vil fortælle og hvordan. Jo, du kan lave om på stedet inden for visse rammer, men ikke som på teatret eller i operaen, siger Kasper Holten, og fortsætter: - På film laver du gennemspilningerne, som vi kender fra teatret i manuskriptskrivningsfasen så at sige. Film tager også lang tid at lave, føler man. At lave de gode billeder. Det er en mærkelig blanding af noget frydefuldt og fantastisk og så kinesisk vandtortur. Hver eneste nat var jeg konstant herrestresset og gik samtidig og ventede på, at lamperne blev flyttet til næste scene. Opera og film er to forskellige verdener. En scene og en location er vidt forskellige, og der skal også spilles skuespil på en anden måde på film. Udtrykket skal skrues nogle skostørrelser ned, hvis det skal fungere. - Operasangere er ofte bedre til at spille skuespil, end de har ry for. Der så stor konkurrence i dag, at de ud over sangen skal være dygtige skuespillere for at blive til noget. Når det er sagt, så er operasangere jo vant til at skulle projicere deres spil op, så det holder ud på bageste række i et operahus med mange tusinde siddepladser. Det gør, at selv de bedste af dem spiller i retning af at forlænge og forstørre den følelse de vil formidle. Opera er også bundet af, at det ikke kan blive naturalisme, fordi uanset hvor meget du bruger Stanislavskis metode til dit skuespil eller hvad det nu hedder, så kan det ikke blive realistisk. Du synger jo teksterne, og det tager nu engang længere tid end at sige dem. Det er bare en af forskellene. Hvis du satte en filmskuespiller til at spille opera, kunne han heller ikke finde ud af det, for det kræver en anden type spil, konkluderer Kasper Holten. Han har været meget omhyggelig med castingen, så sangerne lignede deres roller. Her er "Juan" i øvrigt velegnet til filmens realisme, fordi partierne kan synges af folk på den alder, som de har i historien. Det er ikke som i en Wagner opera, hvor den 16-årige piges ord kun fysiologisk set kan synges af en på mere end 45 år. Den kan gå med maskering på en operascene, men realismen vil ryge sig en tur på film. - Vi ledte efter gode sangere, men de skulle have en særlig sårbarhed, der er nødvendig på film, og vi lavede skærmtest for at finde ud af, om de havde, hvad der skulle til. Vi lavede så to pilotoptagelser, og der eksperimenterede jeg med at skrue ned for spillet. "Do less" og "Don't do anything" er to af de sætninger, jeg oftest har brugt. Mange gange kom skuespillerne tilbage til mig og sagde, at de jo ikke gjorde noget, og jeg har svaret, at det lige var det, vi havde brug for. Det er lidt af en kunst, for du skal jo heller ikke skrue ned, så intensiteten forsvinder. Hvis det ender som en episode af "Livvagterne - nu med sang" ville det da være herremærkeligt. Al respekt for den serie i øvrigt. En af grundende til, touch wood, at jeg synes det er lykkedes, er, at der ikke er tid til at tage de lange diskussioner på settet. "Du spænder i din kæbe, lad være med det" og så hurtigt videre. Sangerne havde ikke den store erfaring som skuespillere, og derfor havde de en erkendt afhængighed af os, og det gjorde det måske nemmere at lytte til os, fordi de ikke havde andre skalaer at arbejde ud fra. Håber på en hybrid Hvem vil se "Juan" i biografen? Det spørgsmål er naturligvis blevet stillet undervejs, og på et tidspunkt på vej til en location udbrød scenografen: "Vi er ved at lave en actionfilm for ældre kvinder!". - Om det er en stor eller lille målgruppe ved jeg ikke, ha ha. Nej, for at være alvorlig håber jeg, at "Juan" får en karakter, så den er lavet til nysgerrige mennesker. Den er ikke lavet kun til operafans, der lige vil se, hvordan vi har fortolket den klassiske historie - de skal være hjerteligt velkomne - men filmen er lavet med drømmen om at fortælle en opera på en måde så et nysgerrigt og interesseret publikum, som gerne vil opleve noget nyt, bliver fænget, siger Kasper Holten, og fortsætter: - Vil man så opleve filmen som et operakuriosum, eller vil man opleve den som en film, hvor de synger? Min ambition er, at der opstår en helt tredje genre, som hverken er en klassisk film eller en opera, men noget helt nyt. "Juan" er svær at sætte en label på. Den ligner ikke det meste, der bliver lavet. Den er intens og stor i sit sigte, og i kraft af kulturarven har den forhåbentlig et stort vingefang. Filmen foregår meget om natten og er dermed den dyster, men den er også overraskende smuk.