Operafest med sang og spræl

Her er hele programmet for Aalborgs 9. operafestival

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anne-Marie Hassing og Morten Krogh Mortensen er med i projektet ”syng med en sanger”.

I alt små 40 musikarrangementer - fra enkeltmands til 180 medvirkende byder Aalborg Opera Festival 2010 på. Festivalen begynder 4. marts, når den unge koreanske tenor Ji Min Park holder åbningskoncert i Utzon Center på havnen i Aalborg sammen med Aalborg Symfoniorkester. Han har i sæsonen 2008-2009 sunget på Royal Opera House Covent Garden i London. 14. marts kommer afslutningskoncerten i Kedelhallen på Nordkraft, der i øjeblikket testes for at finde ud af, om akustikken holder. Afslutningskoncerten byder på sangerne Charlotte Meldgaard, Pia Schnack, Magnus Vigilius og pianisten Knud Rasmussen. I realiteten begynder festivalen allerede med en tyvstart - eller et forspil, som det hedder i programmet: Det er Nordjysk Sangselskab, der giver "Koncert for børn og andre mennesker" med en opførelse af "Svinedrengen" og en "Hymne til sangen" af Viggo Steincke. Her kan man møde Vor Frue Kirkes drengekor og Ansgars Kirkes børne- og ungdomskor. Det finder også sted i Utzon Center. Også Bio City blander sig - før tiden - i festivalen med live-optagelse af "Simon Boccanegra" fra Metropolitan Operaen i New York. Det er 28. februar. Den egentlige operafestival kører efter åbningskoncerten videre 4. marts med Late Night Opera på Aalborg Teaters satellitscene, Transformator med live-sang, syng-med og Maria Callas under kyndig DJ-behandling. Dagen efter, fredag 5. marts, er der den traditionelle friluftskoncert fra balkonen på Gl. Torv. Operasangerne Christine Hjort Bjerre og Morten Krogh Mortensen synger arier og duetter, akkompagneret af Natasha Kutsko Jensen. Om aftenen opfører Kiev Statsopera Bizets "Carmen" i Aalborghallen. Lørdag 6. marts synger ensemblet DrammaMusicale arier og duetter på Centertorvet i Aalborg Storcenter kl. 13 og kl. 15 kan man i Skalborg Kirke opleve "Skabelsen" af Haydn med Nordjyske Strygere, blæsere og Thisted drenge- og mandskor med solisterne Maria Bang-Schnack, Morten Krogh Mortensen og Mats Johansson. Samme eftermiddag kl. 16 opføres Hoffmanns eventyr som marionetteater i Kinorevuen i Skørping. Lørdag aften i Aalborghallen kommer Den Jyske Opera med Mozarts "Idomeneo", instrueret af Klaus Hoffmeyer. Søndag eftermiddag 7. marts fortsætter festivalen med Schuberts "Winterreise". Bassen Jens Bové synger liedcyklussen akkompagneret af Gunhild Donslund. Det sker i Utzon Centret. Kl. 16 opfører Den rullende Opera to franske enaktere, "En mangelfuld opdragelse" og "Mirakeldoktoren" på Vokslev Friskole. Også kl. 16. søndag er der afsluttende koncert med kæmpekoret sammensat af kor fra Danmark og Norge, som hele weekenden synger operakor med Steen Lindholm som dirigent og Aalborg Operakor som opbakning. Der synges uddrag af Offenbachs "Hoffmanns eventyr" og Hartmanns "Liden Kirsten". Det sker på Nørresundby Gymnasium. Mandag 8. marts 12.30 er første koncert "Telefonen" af Menotti, en kammeropera og satire over det moderne menneske. Det sker på Novi, Niels Jernes Vej 10 i Aalborg Ø. Den 8., 9., 11. og 12. marts kl. 19.30 opfører Nordjysk Musikkonservatoriums studerende "Figaros bryllup" med Troels Kold som instruktør. Det sker på konservatoriet. Onsdag aften, 10. marts gentager Den rullende Opera sit program fra Vokslev Friskole i Nørholm Forsamlingshus. Og samme aften på Jomfru Ane Teatret kan man opleve Operakompagniet Figaros opføre "Farinelli", der egentlig kræver 21 medvirkende - med to mand på scenen. Torsdag 11. marts kl. 15 er det tid for Den Jyske Operas premiere på børneforestillingen "Noahs ark" med musik af Camille Saint-Saëns. Det sker på Hovedbiblioteket i Aalborg. Menottis "Telefonen" kan opleves igen torsdag 16.30 på Aalborg Kommunes Tekniske Forvaltning på Stigsborg Brygge i Nørresundby, hvor kammeroperaen opføres som fyraftensopera. Samme eftermiddag kl. 17 kan man opleve gruppen DivaStoria opføre en kort, børnevenlig udgave af Mozarts "Don Juan" som "en operakrimi" for børn og deres forældre i Musikhuset Alfa i Aars. Torsdag om aftenen kan man på restaurant San Giovanni opleve duoen Camilla Illeborg og Guido Galterio. Fredag 12. marts kl. 15 dukker "Don Juan - en operakrimi" op i Huset i Aalborg, og samme dag kl. 14 optræder ensemblet DrammaMusicale i Skalcentret i Nibe. Også på Mekoprint i Støvring er der opera fredag, kl. 15, her med Charlotte Hjørringgaard og pianisten Ulrich Stærk. 15.30 er der fyraftensopera hos Danske Bank. Kl. 14 og 16 er der prøve og matiné med arier og operakor med elever fra Aalborg Kulturskole. Fredag aften kommer The Opera Show fra London til Aalborghallen med operahits på stribe i en humoristisk opsætning. Lørdag 13. marts, på festivalens næstsidste dag, er der sang fra byens balkoner, hvor konservatoriets store stemmer lader sig høre i Bispensgade og Bredegade i Aalborg. Samme eftermiddag kl. 13 er der slavisk operakoncert på Kunsten med sopranen Radmila Radjic Njue med musik af bl.a. Smetana, Dvorak og Tjajkovski. Lørdag om aftenen er der Michael Mansdotters "store operaaften". Den afgående Jomfru Ane-chef og kommende chef for Odense Teater har sat programmet sammen. Søndag eftermiddag er der "Zigeunersang" med harmonikaspilleren Emir Bosnjak og sangeren Charlotte Hjørringgaard med et program af klassiske spanske sange i Haraldslund. Søndag 14. marts kl. 17 synger Koppel Koppel - nemlig tenoren Thomas Peter Koppel med værker af Hermen D. Koppel og Anders Koppel. Og så bliver det tid for afslutningskoncerten i Kedelhallen - hvis ellers akustikken finder nåde for kunstnernes ører. Undervejs i programmet kommer en række programmer for sangglade børn og deres forældre. Her er lavet tre "stationer" hvor sangere, pianister og værter står klar til at synge og fortælle. Mandag 8. marts kl. 19 er det i Budolfi, hvor operasangeren Torben Fogde Larsen synger med publikum. Tirsdag 9. marts 18.30 er det på Skraaen på Nordkraft, hvor Anne-Marie Hassing og Morten Krogh Mortensen fortæller og synger-sammen. Og lørdag 13. marts kl. 11 er det den klassiske sanger Dorthe Græsborg, der synger og leger med både små og store, som får til "at synge og sprælle".