Operapris til barytoner

Ingeborg Ellern Nielsen
Torsdag modtager operasanger Johan Reumert Aalborg Operapris 2006. Foto: Aalborg Operafestival
Litteratur 1. marts 2007 05:00

I dag åbner operafestivallen - og ingen festival uden en pris. I aften modtager barytonen Johan Reuter Aalborg Operapris 2006 under sin koncert med Aalborg Symfoniorkester. Faktisk fik han allerede sidst år at vide, at han havde fået den, men da en del af prisen er en koncert med symfoniorkestret skulle både det og Johan Reuter have deres tidsplaner til at passe sammen. Det kunne desværre ikke lade sig gøre under sidste års festival, fortæller han. Ud over koncerten består prisen af et eksemplar af Aalborg-kunstneren Esben Hanefeldts eventyrtårn fra Royal Copenhagen samt en check på 25.000 kroner. Prismodtageren bliver udvalgt af en jury, der består af de danske operachefer og førende operajournalister. Det er femte gang, den bliver overrakt, og den går hvert år til en talentfuld, ung sanger, der har gjort sig bemærket på den dansk operascene. - Aldersgrænsen for at få prisen er 38 år, og Johan Reuter er 37, så det næsten sidste chance. Han er den første dansker, der får prisen, siger projektleder for Aalborg Operafestival, Gitte Friis Therkildsen. Johan Reuter er fast medlem af solistensemblet på Det Kongelige Teater, og han modtager først og fremmest Aalborg Operapris for en række flotte præstationer på nationalscenen, hvor han blandt andet har sunget med Verdis ”Macbeth”, Mozarts ”Don Juan” og Wagners ”Wotan”. Det er ikke første gang, han synger med Aalborg Symfoniorkester. Faktisk har han sunget med orkestret med jævne mellemrum, siden han begyndte at synge professionelt - og senest for et par år siden. Hans eget bud på, hvorfor han har fået prisen er enkelt. Han har gjort sig bemærket. - Primært i København og som freelancesanger i resten af verden. Jeg har rejst rundt de sidste seks-syv år, og der er ikke så mange sangere, der rejser rundt, som jeg gør, siger han. Han har selv valgt, hvad han vil synge med symfoniorkestret torsdag. Det bliver en orkesterversion af Brahm’s meget private og fortvivlede sange ”Vier ernste Gesänge”. De er skrevet for den mørke basstemme med klaverakkompagnement. Johan Reuter synger også et enkelt operanummer, når han har fået sin pris - prologen fra Leoncavallos ”Bajadser”, før han overlader scenen helt til symfoniorkestret og dirigent Roman Kofman, der spiller Prokofjevs 5. symfoni. Modtageren af Aalborg Operapris 2007 er udpeget, men bliver ikke afsløret, før Johan Reuter har fået overrakt sin. Heller ikke denne prismodtager har mulighed for at modtage prisen rettidigt, men får den overrakt ved en senere lejlighed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...