Operasang i kalenderen

Jens-Christian er vant til at stå bag lågen

Mathias Hove Andersen og Carl Th. Poulsen
Skagboerne lod vente på sig ved årets kalenderåbning på Skagens Museum, men på ganske få minutter strømmede folk til, og Jens-Christian Wandt blev således mødt af et talstærkt publikum. Selvom operasangeren har været fast inventar bag lågen de senere
EMNER 17. december 2011 21:30

De første 24 dage i december er Skagen forvandlet til en stor, levende julekalender. Hver eneste dag ankommer tre englebørn i hestevogn til et nyt sted i byen, hvor dagens kalenderlåge gemmer på et unikt arrangement. Søndag var turen kommet til Skagens Museum, hvor døren til hovedindgangen var udstyret med tallet 17. Folk i alle aldre havde taget opstilling foran museet, og de blev ikke overraskede, da englene åbnede lågen. Ud trådte operasangeren Jens-Christian Wandt, der igen i år spredte julestemning med sin imponerende stemme. Guds engle små Grundtvig havde sikkert ikke kalenderåbningen på Skagens Museum for øje, da han i 1800-tallet skrev teksten til "Velkommen igen, Guds engle små". Ikke desto mindre, så passede den som fod i hose til søndagens arrangement. Jens-Christian Wandts fortolkning af salmen blev pænt modtaget af de mange fremmødte, som svarede igen med anerkendende klapsavler. Publikum var ikke skuffede over, at Jens-Christian Wandt igen stod bag lågen. - Jeg har deltaget i kalenderåbningen i flere år, og det er en meget festlig måde, som Skagens Museum gør det på, siger Jens-Christian Wandt. Han sætter pris på at være en del af kalenderåbningen på Skagens Museum, og årets udgave var ingen undtagelse. - Det er et meget hyggeligt arrangement og en god måde at mødes på inden jul, hvor man får sunget nogle af de gode julesange. Jeg glæder mig altid meget til det. Jeg ville ikke undvære det, for det er noget helt særligt, siger Jens-Christian Wandt. Så meget som muligt De mange fremmødte blev budt ind på museet, hvor der både skulle være fællessang og solosang af Jens-Christian Wandt, der traditionen tro var akkompagneret af pianisten Knud Erik Thrane. Jens-Christian Wandt lægger ikke skjul på, at han værdsætter sine ture til Skagen, som et kærkomment afbræk til livet i København. - Jeg har ikke noget familiært forhold til byen, men jeg har jo et lille hus her, og jeg kommer her så meget som muligt, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...