Operasanger med penge men bare ingen stemme

Vendsyssel Teater opfører Souvenir om Florence Foster Jenkins, der slet ikke kunne synge

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Henrik Kofoed spiller Cosme McMoon i Souvenir. Foto: Kurt Bering

- Hvis bare publikum får det halvt så sjovt som vi har det, bliver det godt. Skuespiller Henrik Kofoed griner højt, og man forstår straks, at han har det meget, meget morsomt sammen med Lise-Lotte Nielsen, der er kongelig operasangerinde. Sammen har de to siden 3. august på Vendsyssel Teater forberedt teatrets næste forestilling ”Souvenir”, der får danmarkspremiere 3. september. Og nej. Vendsyssel Teater er ikke begyndt at sætte operaer op, men Souvenir handler om en operasangerinde – eller i hvert fald en kvinde, Florence Foster Jenkins, som meget gerne vil synge opera. Til at lære sig at synge får hun - spillet af Lise-Lotte Nielsen - akkompagnatøren Cosme McMoon. Dén rolle har Henrik Kofoed samtidigt med, at han er fortæller af historien om operaelskeren. Rammen er en natklub i 1964 og fortællingen handler om en kvinde, som helt ufrivilligt blev en af de mest komiske figurer i operaens verden - netop fordi hun ikke kunne synge, men havde egne midler til at holde store koncerter. - Hun kom ud på plade og alting. Jeg kan huske, at da jeg begyndte at studere, så snakkede vi om hende, mindes Lise-Lotte Nielsen. Virkelighedens Florence Foster Jenkins døde i 1944, 76 år gammel. Lies-Lotte Nielsen siger: - Forestillingen her er en rørende historie om to mennesker, som havde stor empati for hinanden. Den er en fantasihistorie over hendes liv. Det er ikke en opera, men et skuespil med fragmenter af opera. Udfordringen for Lise-Lotte Nielsen, der er fastansat i Den Kongelige Opera, er dels at skulle tale meget og dels at synge ad Pommern hele tiden. - Det er faktisk svært at synge forkert, når man har en musikalitet i sig, siger Henrik Kofoed. Han har som forestillingens pianist ingen problemer med at spille, for i flere år gik han på musikkonservatoriet i Ålborg. De to på scenen nyder at være der alene. I hvert fald nyder de i øjeblikket at have instruktør Peter Schrøders udelte opmærksomhed. - Vi får al den tid, vi kan ønske os. Og så ved han præcist, hvordan han skal tage sådan en operasanger, smiler Lise-Lotte Nielsen, som i studietiden netop havde Peter Schrøder som underviser i dramatik. - Jeg er vant til, at meget er bestemt på forhånd af musikken. Komponisten har tilkendegivet en del, og ellers er det dirigenten, der bestemmer. Som skuespiller kan man mere være med til at bestemme, mener Lise-Lotte Nielsen. Skuespillet er oversat af Robin Haslund Buch, der også har tegnet kostumerne til forestillingen. Efter Hjørring skal forestillingen foreløbigt vises på Himmerlands Teater i Hobro, som er med i produktionen af forestillingen. - Og så håber vi på, at den skal sættes op i København næste år i anledning af Lise-Lottes 25 års jubilæum på Det kgl. Teater, siger Henrik Kofoed.